Louise Juhl

Vi sprang over sommeren, åbnede huden til det forladte. Nogen talte om epidemisk sorg, andre talte larver af natsværmerfamilien: Der var langt over ti tusinde bare i en omkreds af vores øjne. Søen var, hvad den var, jeg var langt fra det samme, og på ingen tid forsvandt jeg – fuldt påklædt – i en våge i vandet.

Jeg havde vel regnet med, at nogen ville lede efter mig?