Louise Juhl

Det var nok ikke den fejlplacerede marmelade, jeg reddede fra hylden mellem Sambal Olek og Mango chutney.
Eller stenen, jeg aede så længe over ryggen, at jeg fik sår i min højre hånd.
Heller ikke de trafikdræbte dyr, jeg samlede op fra overalt og gravede ned i skoven, så ikke de skulle ligge og rådne op i en motorvejsrabat. Det var heller ikke min tysklærer, som jeg hjalp op, da hun – døddrukken – kom til at sætte sig forkert på katederstolen og faldt ned. Så hårdt, at hun brækkede halebenet. “Kom Birte,” sagde jeg og rakte hende hånden og hun tog imod, og ville ikke give slip igen. Som om hun endelig havde mødt en, der forstod, og nu frygtede at se det forsvinde igen.

Jeg ved faktisk ikke, hvad det var, men en dag var det mig, der faldt. Ikke fra en stol, men fra hinanden. Det var en helt almindelig onsdag i august, jeg havde købt ind til spansk omelet, æg og ost og skinke. Men i stedet for at rejse mig, lagde jeg mig på fliserne på terrassen. Jeg græd ikke, stirrede bare på de store brikker i beton, som var de et puslespil, der ikke ville gå op. Jeg lå der længe, så længe, at det blev mørkt. En stor grå råge, travede omkring et stykke fra mit ansigt og pirkede i ukrudtet mellem fliserne. Jeg kunne, ligesom Birte, have brugt nogen, der rakte mig en hånd, hjalp mig op. Men der kom ikke nogen, og jeg husker faktisk ikke, hvordan jeg lykkedes med at krabbe mig indenfor på stuegulvet. Kun at jeg faldt i søvn og vågnede fortumlet – men ikke mere, end at jeg kunne rejse mig, tage på arbejde og trøste Lasse, der havde allergi og måtte springe over kagen og nøjes med en riskiks. Jeg cyklede også hjem igen, alt var det samme, rågen gik stadig rundt på terrassen, fandt en orm, en selvdød flue, slugte det hele råt. Og jeg tænkte, at det nok var sådan, man klarede sig. Ved at sluge det hele i stedet for at ae og trøste.
Og jeg så i mine håndflader, der stadig var slidte af de mange sten, jeg havde strøget over ryggen, og jeg så mig i spejlet og lukkede så øjnene. Da jeg åbnede dem igen, var jeg blevet voksen og lignede en sulten fugl, en råge parat til at æde sit bytte.