Råd, der kan bære
by Louise Juhl Dalsgaard
Man kan give gode råd på stribe og falde i dem alle.
Tre.
På stribe.
Det er ikke godt for nogen og værst for dig selv. Man føler sig så tåbelig, som man ligger og roder rundt i tilsyneladende bedrevidenhed på våd asfalt. Man risikerer at blive trådt på, ovenikøbet. Det er hård most. Såvel at kløjs i den gode vilje og de gode råd. Den våde vilje og de dårlige råd.
Man kan også lade være. Fra starten. Med råd og striber. Så falder man ikke dybere end lortet rækker, med en let omskrivning. Nej, så stikker man ikke længere end dybet kan bære.
Eller dybere end længslen kan bære.
Det er bare et godt råd. Eller nej. Det er ikke et råd.
Det er bare godt. At lade længslen bære. Igennem.
Dine tekster har en særegen kvalitet, som jeg godt kan lide. Det er som om den skændes med sig selv. Jeg ser den trehovede ridder fra Monty Pythons ‘Holy Grail’-film for mig, hvor hovederne skændtes så meget indbyrdes, at torsoen bare måtte stå uvirksom hen og vente på konsensus.
Du har det også med at bruge talemåder og vendinger, som også begynder at demontere sig selv og hinanden. Og så er der den dér energi, der minder mig om en kedel vand som står på et blus og hopper og danser, fordi vandet inden i den koger helt vildt.
Sætninger brydes op. I. Kortere. Sætninger. Og det. Giver Også. En. Uro.
Forholdet mellem form og indhold er altid spændende, når man skriver.
Det grafiske udtryk.
Måden man sætter det hele op på.
Du har måske den fordel, at du er anonym…det giver en stor frihed.
Jeg er nok mere forsigtig, fordi jeg fremstår med hele chokoladebutikken.
Men dine tekster giver noget cayennepeber i strømmen af læservenlige pudseløjerligheder i blogosfæren. Du har ild i kommaerne og dine punktummer giver fuckfinger. Det er forfriskende, også selv om det er lidt skræmmende.
Cirka.
Dine tekster har en særegen kvalitet, som jeg godt kan lide. Det er som om den skændes med sig selv. Jeg ser den trehovede ridder fra Monty Pythons ‘Holy Grail’-film for mig, hvor hovederne skændtes så meget indbyrdes, at torsoen bare måtte stå uvirksom hen og vente på konsensus.
Du har det også med at bruge talemåder og vendinger, som også begynder at demontere sig selv og hinanden. Og så er der den dér energi, der minder mig om en kedel vand som står på et blus og hopper og danser, fordi vandet inden i den koger helt vildt.
Sætninger brydes op. I. Kortere. Sætninger. Og det. Giver Også. En. Uro.
Forholdet mellem form og indhold er altid spændende, når man skriver.
Det grafiske udtryk.
Måden man sætter det hele op på.
Du har måske den fordel, at du er anonym…det giver en stor frihed.
Jeg er nok mere forsigtig, fordi jeg fremstår med hele chokoladebutikken.
Men dine tekster giver noget cayennepeber i strømmen af læservenlige pudseløjerligheder i blogosfæren. Du har ild i kommaerne og dine punktummer giver fuckfinger. Det er forfriskende, også selv om det er lidt skræmmende.
Cirka.
Jeg skal også altid op på tæerne – og stå – kære Ballast, når jeg læser dine ord. Jeg elsker, når jeg står “deroppe” – og kigger… Man bliver så dejlig eftertænksom. Stopper. Tænker. Læser. Stopper. Tænker…
Når jeg så er kravlet ned igen – så har jeg brugt nogle tanker, jeg ellers aldrig ville… Tak for det.
Blogwoman
du vover… 😉
Beologen:
Puha jeg bliver ganske aldeles overvældet og forlegen og mistænker straks mig selv for at være et falsum: Bette-Ballast-Ballouet kan i hvert fald ikke fortjene så vise ord…
Men hun takker. Og håber. At kunne bære byrden. Og lettelsen. Over at være fælles om noget. Og ingenting. I ordenes paradis Sprogets helvede.
Cirka 😉
Kæreste Blogwoman:
Jeg står ikke på tæer, men kravler på min bare knæ. I jordhøjde. Som det lille barn i et overvældende menneskemylder i en prustende storby:Kun mors hånd er synlig: Alt andet er fødder og fortov og fartstriber. Busser, der dytter og folk, der haster. Forbi. Og jeg står bare der og fatter ikke en brik og kan ikke følge med.
Så i mangel af bedre bøvser jeg et par iagttagelse op. For atter at kunne ånde….
Og jeg er så glad for at have nogen at dele det hele med. Så tak 😀
MissMikkelsen:
Det kommer an på en prøve 😉
Dejlige filosofier. Kender godt det med at give kloe råd til venner og bekendte og selv efterleve helt andre regler. Er begyndt at spørge mig selv: Hvad ville du råde en veninde til her? Så er jeg fluks klogeåge med overblik
Har du set filmen ‘Pollock’?
På et tidspunkt er han og konen nået langt forbi det punkt, hvor anstændigheden holder op og instinkterne overtager.
Han er alkoholiker, og hun er bedrøvet over at se ham blive ødelagt so menneske.
Hun konfronterer ham, og fordi hun har ret, får hun “selvfølgelig” en masse hårde ord retur fra ham.
Til sidst har hun kun et argument tilbage til ham.
“MAL!” råber hun til ham….”MAAAAAAAAAAL!”
– det er lige før hun godt kan leve med hans drukkenskab, utroskab og alle andre skabe…bare han ikke holder op med at male.
Det virker næsten som om hun synes, at hans malerier opvejer alt det andet, og som om hun godt fortsat vil holde hånden under ham…bare han fortsætter sit arbejde.
Spørgsmålet er hvorfor man er kunstner?
Hvor nødvendigt det er for een at skabe.
Og hvordan den proces hænger sammen med resten af ens liv.
Jeg kan godt lide den insisteren, der er i dine tekster, Ballouet.
De er ikke ude på at stryge nogen med hårene.
De er autonome væsener.
Alle vil have deres eget punktum.
Egen linje.
Egen blog, næsten.
Tænk hvis man åbnede en ny blog for hvert nyt ord?
Der er mange muligheder.
SKRIIIIIIIIIV!
😀
Kære, kære Beo:
Det er nødvendigt. Meget nødvendigt. Skræmmende nødvendigt. For mig.
At skrive.
Til, fra og om. Så jeg skriver og skriver og kommer ingen vegne.
Men er egentlig også i tvivl om, hvorvidt det er meningen. At komme nogen vegne. Måske man bare skriver ind. Eller ud. Men hverken frem eller tilbage.
Måske jeg bare vrøvler 😀
Og…selv skriiiiiiiv!!!!!! 😉