Louise Juhl

Jeg læser Naja Marie Aidts bog “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.” Det er en bog, der ikke til at bære at læse, præcis som døden ikke er til at bære. Men af samme grund er det en bog, man er nødt til at læse, fordi døden findes, og fordi vi er nødt til at leve med den.
Det vilkår bliver uhyggelig aktuelt, da Naja Marie Aidt mister sin næstældste søn, Carl, i en ulykke. Carl dør den 14.marts 2015 kl. 23.13, mens hans mor skåler på livet i en lejlighed et andet sted. Det er den umulige tilstand, bogen fortæller om. Hvordan livet kan ophøre, mens døden aldrig ophører, nej den fortsætter og fortsætter, side efter side.
Der er øjeblikke hvor vanvid er den eneste mulige tilstand. Naja Marie Aidt beskriver, hvordan hun bogstavelig talt er “ude af sig selv”, sådan som Carl også – for altid – vil være ude af sig selv. Død.
Carl kommer sin mor i møde i søvne. Han fortæller hende, at der er noget, han har glemt, noget kærlighed. Det er beskrevet helt udramatisk, hvordan han læner sit hoved mod moderens krop, finder ro. Da hun vågner er Carl stadig død. Hun oplever, at han har fundet, hvad han søgte i drømmen nemlig ro og kærlighed. Mens hun ikke fandt, hvad hun søgte. For hun søger Carl, og Carl er død.
Det er det ubærlige ved bogen. At Carl er død. Uanset hvor mange sider, Naja Marie Aidt skriver, så er Carl død.
Forfatteren lader mange steder sætninger stå abrupte og usammenhængende. Det spejler døden, for døden river det, der ellers hænger sammen, midt over. Mor og barn, for eksempel.
Carl er borte, og på samme måde forsvinder sproget. For hvordan bruge sproget, når der ikke findes ord for det, man vil sige. Med de mange ufærdige sætninger lader Naja Marie Aidt læseren opleve, hvordan man ikke kan forstå det uforståelige. Det hun har tilbage at skrive om er fakta og kendsgerninger: Krydderierne, der stadig står i skabet, hvor han efterlod dem. Skåltalen til hans 25 års fødselsdag, bare 4 måneder før hans død. Rytmen i et digt: Magnoliaen findes, magnoliaen findes.
Jeg er ikke færdig med bogen, men jeg har det allerede sådan, at hvis jeg tog et røntgenfotografi af hver af bogens sider, ville jeg kunne se aftegninger af Carls skelet på hver eneste af dem. Det er meget, meget smukt og ikke til at bære.