Louise Juhl

“Jeg savner ikke noget”, siger jeg og håber, at du vil spørge: “heller ikke mig?”
Men du spørger ikke, du lukker bare spændet på din taske, svarer “glimrende”. Og kysser mig på kinden med samme selvfølgelighed, som når du binder dine sko. Heller ikke dét er noget, du tænker over længere, men ren refleks: først binder du en løkke, så fører du snøren rundt om og så  en løkke igennem igen. Voila. 
På samme måde med os, vores afsked. Det er ren refleks: Læber mod kind og så “hej hej.”