Louise Juhl

Tæt ved, hvor jeg bor, ligger et bosted for unge med psykiske lidelser, efter deres højde og (manglende) drøjde at dømme, har flere af dem en spiseforstyrrelse. Hver morgen går de tur, taktfast og med svingende armene, jeg kan næsten høre deres tanker, enogtredive, toogtredive, som regimentssoldater i en hær uden retning. Nogle gange følges de ad, to og to, så taler de om mad, altid om mad, om hvor urimeligt det for eksempel er, at de ikke må vælge det samme pålæg på alle fire stykker rugbrød til frokost. Det er noget med variation, siger dem på bostedet, men de to, der følges ad, vil skide på bostedet og på variation. Treogtredive, fireogtredive. 
Jeg genkender det, genkender skridten og de svingende arme, genkender regnstykkerne og alle tankerne om mad: Hamburgerryg eller halve æg, leverpostej eller gravid laks? Og jeg ved, at det slet ikke handler om dét, om skridt eller pålæg, men om alt det, man slipper at tænke på mens man tæller og regner. Hullet i maven, for eksempel, og hullet i hjertet. Hvad de kommer af, hvad det handler om. Så længe man går og tæller og svinger, femogtredive, seksogtredive, så længe man ikke stopper op, så går det. Og hver dag har jeg lyst til netop det: At bede dem stå stille et øjeblik, tælle noget andet, de vilde kløver på plænen ved Sortesø, for eksempel, eller fårene lidt udenfor Alken. Men jeg ved også, at det ikke nytter, at det kun er dem selv, der kan stoppe op og mætte sig med andet og mere end tanker om alt det, de ikke må spise, ikke må mærke.