Louise Juhl

Der var år, hvor jeg ikke sås med nogen, udover badegæsterne i svømmehallen og receptionisten i mit fitnesscenter. Det var nemmere sådan. At svare “bedre” eller “ok”, når mine veninder skrev og spurgte, hvordan det gik. Ikke andet. Og foreslog de at mødes, fulgte hundredvis undskyldninger, nogle helt sande andre pure opspind. At jeg havde vasketid eller var tilmeldt et foredrag på biblioteket. Måske var det noget med halsen, “mine kirtler er hævede og ømme,” skrev jeg, “jeg nødig ville smitte.” Jeg savnede dem, vennerne, men kunne ikke holde mig selv ud i deres selskab, og så blev løsningen altså svømmehal, biblioteker, gåture på Strøget. En bænk ved et busstoppested: anonym blandt en vrimmel af skolebørn, kvinder med lange negle og poser fra Mulberry og enkelte med flakkende øjne, som mine egne. Flere af os kendte hinanden, vi gik med samme lidt foroverbøjede nakker, som blomsterbuketter, der synger på sidste vers, hilste kort på hinanden, et nik eller “dav”.
Jeg gik tit i biografen, gerne til forestillingen klokken 12 eller 14, salene var næsten altid tomme på nær mig og måske en enkelt ældre mand i slidt sandfarvet hørjakke og et sæt ekstra briller i brystlommen. Jeg var ikke kræsen, så både Disney og Kurosawa, det var et helt særligt helle at sidde dér i den mørke sal med lysende lærred og lyde så høje, at mine tanker forsvandt. Forsvinde i de velourovertrukne sæder i timevis, et øjebliks fred fra tal og trin, kilo og meter, kalorier og krav. Jeg husker særligt en film, en dokumentar fra den mongolske højslette, en gruppe på måske ti vandrede med deres rensdyr og heste, slog telte op og lod en pibe gå på omgang i en kreds om bålet. Om vinteren var kulden isnende, nogle dage forblev de i deres poser, lå helt tæt og varmede hinanden, mens hestene stod udenfor og åndede, som spøgelser med en pels der var hvid af rim. 
Det var en meget lang film og uden egentlig handling, flokken ligesom bare gik og gik. Over græssletter og bjergrygge, snart i sol, snart i sne. Så var der en sø og udsigt til en fest af fisk, senere skov og farlige dyr som sneleopard og bjørne. Spor i sneen og nitten minutters realtime venten bag en sibirisk lærk i 18 graders frost. Forgæves, bjørnene vejrede menneskelugt og fortrak. Da rulleteksterne løb over skærmen var der gået tæt på tre og en halv time, den afsluttende musik var langstrakt og tudende, som et såret dyr, der kalder og kalder og således tiltrækker sig sin egen død. Rovdyr og ådselædere. Manden i hør blev siddende i sit sæde, efter at jeg forlod salen, han noterede noget i en bog, måske navnene på nogle af de mange planter ved Bajkalsøen, måske et digt om at nøjes. Udenfor var lyset skarpt og verden helt uden langsomhed, to piger løb efter bussen, en far forsøgte at trøste sine grædende tvillinger. På den anden side af søen kørte et udrykningskøretøj forbi, lyden skiftede fra skinger til klagende, som den passerede forbi. Når jeg siger, at jeg ikke sås med nogen, er det således ikke rigtigt, måske var den eneste, jeg ikke så, mig selv.
Dagen efter tog jeg i Zoologisk have og klappede et rensdyr, det var langt fra så blødt, som jeg havde forestillet mig. Pelsen var tæt og strid, nærmest afvisende. Sådan kan det, man længes efter, nogle gange være noget helt andet end det, man har brug for.