Louise Juhl

“Det er kun, når det er helt stille, jeg kan høre, at jeg ingenting hører.”

Jeg øver mig på sætningen, siger den højt flere gange, hver gang med trykket lagt et nyt sted.
“Det er kun, når det er helt stille, …”
“Det er kun, når det er helt stille, …”

Jeg ved, at naboen lytter på den anden side af væggen. Jeg opdagede det, dengang G og jeg var ved at gå fra hinanden. Jeg kunne se på hende, at hun vidste det, længe før vi selv gjorde.
“Kommer i to dér,” kunne hun nogle gange sige, når vi gik forbi hende på trappen.
Vi svarede aldrig, der var der ingen grund til.

Det er måden, hun bevæger sig på eller rettere: det er måden, hun ikke bevæger sig på. Måden hun står stille på, helt stille og lytter. Bag væggen.

Så er det, at jeg siger sætningen. Højt og hver gang med trykket lagt et nyt sted.
“Det er kun, når det er helt stille, jeg kan høre, at jeg ingenting hører.”
Så er det kun et spørgsmål om sekunder, før hun begynder at rasle med bestik, tænde for vandhanen eller hoste bag væggen, og jeg venter til der igen bliver stille, før jeg siger det samme igen.
Sådan får vi resten af tiden til at gå.