Louise Juhl

Vi fik at vide, at vi var verdens lykkeligste folk. Ingen sultede, og alle havde ret til gratis skolegang og hospitalsbehandling. Vi var priviligerede, blev vi fortalt, og af samme grund blev al kritik fejet af bordet. Talte vi om den stigende social ulighed, fik vi at vide, at den intet var at regne mod den, der eksisterede andre steder i verden. Pegede vi på forventningspres og præstationskrav, blev vi kaldt forkælede og sarte eller fik at vide, at med rettigheder fulgte jo også pligter! Vi kunne ikke bare læne os tilbage og forvente at få alt serveret på et sølvfad. 

Det lå i kortene, at det, vi hver især bidrog med, skulle modsvare, hvad vi sidenhen forventede at opnå. Med fast arbejde fulgte retten til banklån, med banklån fulgte muligheden for fast ejendom og bil, med eget hus og bil fulgte muligheden for pensionsopsparingen og dermed en tryg alderdom. Mindre trygt så det ud for lavtlønnede og løsarbejdere, de måtte leve med at bo til leje uden mulighed for at låne, og således kun akkurat have nok til de faste udgifter og mad også sidst på måneden.

Endnu værre var det for de af os, der kæmpede med psyker, der ikke rimede på systemparathed, otte-til-fire-format eller karriere. Vi blev sendt til psykolog – ti gange af tre kvarter – hvorefter vi forventedes at have lært at ignorere (eller i hvert fald ‘at tackle’) vores følelser, fungere ‘normalt’. Andre fik besked på at deltage i nogle af jobcentrenes mange projekter, altid med smarte men fuldkommen intetsigende titler som for eksempel: ‘Klar-parat-jobstart’. Her lærte de at at bruge fancy CV-skabeloner og at skrive såkaldte ‘skæve’ ansøgninger, der dog ikke måtte være mere skæve, end at de præcis flugtede firmaets profil.