Ringetoner

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg kan huske en overgang, jeg hele tiden kom til at bytte rundt på bogstaver: Svane blev til savne, gips til gisp og verden til vreden.
Min læge kaldte det ‘et stadie’. Han talte om plastisk syn og en hjerne i forandring. Jeg forstod ikke, hvad han mente med det, men ti måneder senere forsvandt problemet helt af sig selv. Jeg fejrede det ved at købe en ny mobil, downloadede U2s ‘Sunday bloody sunday’ som ringetone og syntes selv, det sagde en frygtelig masse om mig, om hvem jeg var. Så ringede en, der hed Troels, han tilbød mig et job som sekretær i en kiropraktisk klinik. Jeg takkede ja, havde jo alligevel ikke andet at give mig til. I seks måneder bød jeg klienter velkommen, viste dem, hvor de kunne lægge deres tøj og ønskede dem ‘rigtig god bedring’, når de gik.

Så blev det sommer, jeg sagde op og skiftede ringetone til Dolly Partons Jolene. I seks uger lå jeg på en græsplæne foran min lejlighed og overvejede: ‘hvad nu?’, men fandt ikke frem til noget. Så da det blev september meldte jeg mig til et kursus på en daghøjskole, temaet var et eller andet med at ‘turde tænke sine tanker til ende’. Jeg husker ikke, hvad det gik ud på, men jeg har en mappe derfra fyldt med abstrakte tegninger: En blå frø, der vender på hovedet og et digt uden vokaler, som jeg har kaldt ‘stemt stumhed’. Kurset sluttede i begyndelsen af december, jeg fik en pose med farvede fyrfadslys og et diplom som bevis på at have gennemført, og gav forløbet fire ud af seks mulige stjerner i en afsluttende evaluering.

Senere læste jeg Æstetik og Kultur, flyttede i kollektiv på Vesterbro Torv med en, der hed Jane og en anden, der hed Anne Mai. Men jeg kunne ikke finde ud af at spise, når andre så på, og endte med at blive indlagt og først udskrevet elleve måneder senere. Flyttede året efter sammen med en mand i et hus i Hørning, skiftede ringetone igen. Til The Smiths: ‘Heaven knows Im miserable now,’ det var vel omkring den tid, jeg begyndte at tænke: det kan ikke blive ved sådan her.