Louise Juhl

I går så jeg det her program på tv. Om kalorier. Altså om hvor mange kalorier et voksent menneske skulle bruge om dagen. Kvinder mindst, mænd mest.
De viste også, hvor meget energi en skål guldkorn indeholdt, 100 kalorier. De gjorde det konkret for seerne ved at hælde ren ilt over skålens indhold og sætte ild til. Det brændte godt.
Jeg bruger hver dag energi svarende til 20 gange dét bål, som guldkornene antændte. En pukkelhval bruger til sammenligning 1 million kalorier dagligt. Det er et stort bål.

Nå men alt det her falder sammen med, at jeg sidder og læser Lars Skinnebachs “Øvelser og rituelle tekster.” Her skriver han om, hvordan ilden engang var uskyldig: Det var før, der var knaphed på jordens ressourcer, før vi havde skabt et forbrug, der betyder, at energi er blevet en mangelvare, og dermed en begrænsning?  Det er en meget spændende bog. Den handler om gentagelser. Ikke for gentagelsens- men for “uskyldens skyld”. Hvis man kan tale om en sådan. Om en uskyld. Kan man gøre sig skyld i en uskyld? Jeg ved det ikke.
Han gentager for at løsrive erindringen fra sindet og give den tilbage til kroppen. Altså vise hvad der sker, men ikke hvorfor. Vise det, der sker, som var det første gang det skete, selvom det er en erindring og dermed en gentagelse, en genkaldelse. Gøre sproget forudsætningsløst. Det er en smuk fordring.

Det rammer meget ind i her, hvor jeg er. Her, hvor træerne er så høje, at det er svært ikke at føle, at de ved mere end mig. At de i hvert fald ved mere om mig, end jeg gør. Her er sindet i mindretal, kroppen forudsætningsløs, og jeg tror måske, at der er en pukkelhval, der er strandet i mit sind.