Louise Juhl

Teltlejren lå lige uden for Farum, det var i oktober, der var rim på græsset, når vi vågnede. Kurset hed Totem og var et “forberedelseskursus for kommende patruljefører”. Jeg havde aldrig været på “kursus” før, men ordet lød voksent og jeg var lige fyldt tolv, så det var nok godt.
Det var første gang, jeg var alene, jeg anede ikke, hvordan man gjorde. “Du skal bare være dig selv”, forklarede min mor, men hvad skulle jeg stille op med det, mig selv, hvem og hvordan. Så jeg fandt en anden strategi, gjorde som de andre. Lærte mig at lave bål uden tændstikker, binde et firknob og nikke, hvis nogen spurgte om noget. ”Jaja”.
Jeg var god til det. Så god faktisk, at når nogen råbte på mig, kom de til at kalde mig Ursula eller Ingrid eller Agnete, og jeg lod dem gøre det. Heller Ingrid end mig selv.

En, der hed Sara, lærte mig at lave en røgvender. Det var egentlig bare et håndklæde, jeg skulle vifte foran bålet, for at få røgen til at ændre kurs. Også det var jeg god til: Jeg viftede og viftede i flere timer time, før jeg opdagede, at Sara tog pis på mig. At man jo da ikke kan vende vinden ved at vifte med en klud.
Alle lo, også jeg selv – højest af alle. Jeg drejede endda en finger rundt i min tinding og skar ansigt, for at vise, hvor stor en idiot, jeg var.
Det virkede, alle syntes, det var cool – at gøre sig selv til grin og med vilje.

Den sidste dag skulle vi lære at flå en kanin. Jeg fik lov at føre kniven. Henrik, kursuslederen, forklarede, hvordan jeg først skulle skære et led af kaninens forpoter, så snitte rundt om haserne for til sidst at stikke en finger ind under huden og flå skindet af.
Jeg glemmer aldrig den den lyd, lyden af knogler, der knækker. Jeg husker, at Henrik roste mig, lagde en hånd på min skulder og sagde: “det er du sørme god til!”. Jeg husker, hvordan han med den ene hånd holdt skindet og med den anden det døde dyr frem, så alle ku’ se.
Vi tilberedte kaninen over bål, alle skulle smage. To af pigerne blev ved at se den døde kanin for sig og kastede op. Henrik råbte “Hvis I skulle overleve i naturen, var I sgu døde forlængst.”

Det var ikke før på vej hjem, jeg kom til at tænke på, hvad min mor havde sagt om at jeg skulle være mig selv. Om det var det, jeg var, når jeg bandt knob, lo ad mig selv, knækkede poterne på en kanin?