Roomservice

by Louise Juhl Dalsgaard

Seksten måneder blev til tyve og tyve måneder til et år. To år: Martin fejrede vores Bomuldsbryllup. Jeg huskede ham på, at vi ikke var gift, men hvad betød den slags formaliteter, svarede han, så længe kærligheden var ubetinget, vores forhold for evigt. Han havde købt gaver, en picnicrygsæk to knive, to gafler, to tallerkener og glas på stilk. En E.T. lampe, der lyste både blå og rosa.
Efter tre år begyndte han at prikke mig i siden, når vi gik forbi far med barnevogn.
– Av, ømmede jeg mig, men Martin lod som ingenting, lagde sit ansigt mod min skulder. Han kunne bedst lide klassiske navne, fortalte han, Anders, Jens, Peter og Thomas:
– Og hvis det bliver en pige: Karen eller Jenny.
Der var noget med måden, han sagde det på, som om det var et spørgsmål om tid, før det hele ville blive, sådan som han forestillede sig. Med bryllup og bæresele, dørskilt i messing og rosa orkideer i vindueskarmen.
Jeg fik svært ved at trække vejret. Første gang jeg oplevede et decideret angstanfald var, da han overraskede mig med et weekendophold på en kro i Rebild Bakker. To nætter, tre retter mad, spabad og roomservice. Han havde sikret sig, at der ikke stod andet i min kalender, hans ansigt lyste af forventning:
– Bare os to og al tid i verden.
Angsten ramte mig bagfra. Som en flodbølge, der skyller ind over kysten og river alt med sig tilbage. Huse, biler, børn. Mine knæ gav efter og det sortnede for øjnene. Jeg sank sammen i entreen og Martins glæde forvandlede sig på sekunder til dyb bekymring:
– Elskede?
Lægen kaldte det stress, Martin ville vide, hvad han kunne gøre, jeg svarede:
– Giv mig lidt tid. Lidt plads, også.
Jeg tog på klosterophold i Italien, fire uger i et muret værelse med tre meter høje lofter og udsigt over olivenmarker. det var ikke fordi, jeg troede på hverken en Gud eller andre overjordiske væsner, men klostertilværelse virkede som den mest skånsomme forklaring på at søge væk. At isolere sig og søge en sandhed ud over sin egen.
Martin græd, da han satte mig af ved lufthavnen:
– Jeg elsker dig helt ind i stjernernes knæ, hviskede han og kyssede mig først på hånden, så på halsen.
– Det ved jeg, svarede jeg ham og steg ud, trak min kuffert frem af bagagerummet: – Jeg skriver til dig. Jeg vinkede den ene hånd, holdt om kufferten med den anden:
– Kys, kys, råbte jeg og Martin sendte mig det ene luftkys efter det andet, satte læberne mod ruden, der efterlod et fedtet aftryk.