Louise Juhl

I går læste jeg en bogblogger citere en kendt dansk forfatter for at have sagt: “Skriv aldrig om din barndom, det er næsten altid kedeligt at læse”. Jeg skrev det ned blandt de omtrent halvtreds andre nylige påstande om Do’s and Dont’s for litteraturen, jeg er faldet over.
“Skriv aldrig fra hovedstolen. Sommerhusfortællinger nej tak. Ikke mere moderskab. Ikke mere psykisk sygdom. Ikke mere socialrealisme. Ikke flere bøger uden stort begyndelsesbogstav efter punktum. Rim aldrig digte. Fugle er kliché. Hjertet en klodset metafor. Hvis du vil skrive politisk så skriv en kronik.” Jeg kunne fortsætte, de fleste råd er langtfra elendige, de kan såmænd have deres berettigelse. Sommerhusfortællinger uden blik for andet end afskallede vinduesrammer og træernes svaj kan hurtigt virke verdensfjerne og kedelige. Versaler – eller modsat insisterende minuskler – som alene et kækt virkemiddel, kan have den modsatte effekt, det kan virke trættende og som en slap og tom gestus. Psykisk sygdom, fugle på træk, mødre i flæng, barndom på barndom, alt kan blive for meget, for tungt, for indadvendt, for opadvendt, forceret. det gælder såmænd også overklassefortællinger, underklassefortællinger, universel poesi, gaderim. Det, jeg opponerer imod er således ikke så meget de enkelte råd, som det docerende, der ligger bag. Den stemme, der mener at kunne udstikke regler for god og dårlig kunst, rigtig og forkert, væsentlig og uvæsentlig. Diskussionen er god, hvad virker, hvad virker ikke. Hvad vil det overhovedet sige at virke. For hvem og hvordan?
Skal en bog føre til en nedsættelse af en undersøgelseskommission for at have en berettigelse i verden. Skal et digt redde liv?
Hvordan måler man betydningen af et værk, dets rækkevidde: I længden eller i højden, på antal solgte bøger eller anmeldelsesstjerner?
Altsammen superspændende spørgsmål og med konstant foranderlige svar, og netop foranderligheden får mig til at reagere imod det dogmatiske, imod regler, docerende og mildt selvtilstrækkelige konstateringer ala: Skriv aldrig om din barndom. Undlad versaler. Drop udråbtegn. Ingen taksigelser. For det hele afhænger af værket, måden der skrives på, stedet, der skrives fra, indlevelsen, det skrives med.
Personligt kunne jeg såmænd godt ønske mig en bog alene med taksigelser. Tak for nåleskoven. For cikoriens blå og pitabrød med falafler. Tak for den lille skelen på venstre øje hos ham, jeg elsker. Tak for lort, gødningebiller og sølvpapirshatte. Tak for nu.
Jeg er således ikke imod råd, men jeg har det svært med regler. Særligt den slags, der læner sig op af det uangribelige. Sandheder med stort. “Skriv aldrig om din barndom”. – Hvad med alderdommen, må man skrive om den. Hvad med smagsdommen. Og må man skrive om fugle, hvis man skriver fra venstre mod højre. Hvad nu hvis sommerhuset, man skriver om, er i beton og ligger i en russisk spøgelsesby. Er det så ok?

Jeg skulle spørge fra en ven.