Louise Juhl

Ok, den går sådan her:
Min morfar holdt høns. Han fodrede dem med skaller fra deres egne æg: “Det giver sådan en blank fjerdragt.”
Somrene fandt sted i en zinkbalje på gårdspladsen, indtil vandet frøs til is. Om vinteren rykkede vi indendøre, spillede yatzy og slog terninger om alt, mens fløden i skabet skilte, og brødet til fuglene slap op.

Min mormor skar hul i dugen. Hun sagde, at det var så at bordpladen kunne ånde. Og hun sneglede sit hår op i en pølse om hovedet, som jeg fik lov at røre. Mine fingre fulgte kraniets kant, stak sig på de mange nåle i håret og nettet, der ikke kunne ses, men som holdt sammen på det hele.

Jeg sov under rødbøgen, det var i august. Jeg indså, at der var forskel: det blev svært at samle brombær i mørke, og myggene fandt vej til mit blod. Fra da af hang mine bryster som umulige satelitter, uvidende om, hvem der modtog, hvem der sendte. Jeg havde ikke noget særligt på hjerte, måske var det derfor?
Til sidst holdt de op med at virke, brysterne, det gjorde ingen forskel.

Min morfar orkede ikke “det der med at dø”, han holdt bare op med at spise, det var ikke en protest. Da han døde, lå han på ryggen, det eneste synlige var næsen, der stak op over lagnet. Jeg sang “Stille hjerte, sol går ned”, mens mit eget hamrede som en sindssyg, og det hele virkede præcist så absurd, som det var.
Jeg holdt ham i hånden, mens jeg sang. Også efter.
Det var sådan jeg fandt ud af, at der ikke var noget at holde fast i.