Louise Juhl

Det var i rygerstuen alting skete. Det var her, man blev betroet, hvem af lægerne, der var mindst forhandlingsvillig, hvem af laboranterne, der stak nåle i armen med størst sikkerhed. De var her, jeg lev fortalt, at Jørgen Clevin var blevet indlagt på afdelingen overfor, og at svingdørs-Ole var død. Af blodforgiftning, vist nok, sørgeligt var det under alle omstændigheder. 

Jeg røg nogle tynde franske cigaretter, det var hverken Mistral eller Gauloises, jeg husker ikke navnet. Kun at de gav mig adgang til et rum af fortrolighed og en pause i mit selvdestruktive tankemylder. Bennys kæreste, Per, lærte mig at holde om cigaretten mellem tommel og pegefinger, som skurken i en westernfilm, jeg kneb øjnene let sammen, når jeg tog et sug. Det andre grinede, jeg mener, jeg var tynd som en strikkepind, vejede kun lidt over 30 kilo, alligevel førte jeg mig frem som en hærdebred cowboy.
Men så blev jeg forbudt at ryge og at ses med de andre. I stedet lå jeg i min seng og løste sudoku og forbandede dagene deres længde. Benny kiggede ind imellem forbi, fortalte mig om de stadigt nye former hans svigtende helbred antog. Helvedesild, lungeinfektion, nervebetændelse. Han lo som regel af sin mildest talt triste skæbne. Alternativet var at drukne i sorg, og det havde han ikke tid til, lægerne gav ham max. to år at leve i, og den tid skulle fanme være sjov.
Han fik kun 11 måneder, om det var lungerne, nerverne eller noget tredje der endte med at tage livet af ham, ved jeg ikke, men jeg arvede alle hans cigaretter, to kartoner hvide Kings. de var så stærke, at jeg blev svimmel og måtte sætte mig ned under tagudhænget og se op på stjernerne, og jeg var helt overbevist om, at det var Bennys ide, at jeg skulle ende dér. På røven og med udsigt til evigheden.

For to år siden fik jeg synkebesvær. Det var som om en klump i halsen forhindrede mig i at trække vejret frit, spise min mad. Om natten vågnede jeg ved at hoste febrilsk efter at have drømt om langsom kvælning. Jeg fortalte lægen om mine symptomer, hun undersøgte mig grundigt, lyste mig i halsen, trykkede på mine kirtler og sendte mig videre til en pusteprøve, hvor min lungefunktion blev vurderet til aldeles fremragende. En scanning, derimod, viste kroniske forandringer i lungevævet. Ikke noget, der krævede behandling. Det kunne stamme fra så meget, en uopdaget lungebetændelse, følger efter Covid eller bare årringe – ligesom det indre af et træ.
Alligevel stoppede jeg med at ryge. Fra den ene dag til den anden og efter 30 år med den salige glæde ved at sidde på jorden og se op mod himlen og huske Benny og alle de andre. Jeg har ikke fundet noget, der på samme måde giver mig et sekunds ro, et øjeblik på røven, men med øje for stjernerne. Jeg savner ikke cigaretterne, men jeg savner dét. Røven og stjernerne.
Og Benny.