Sådan en

by Louise Juhl Dalsgaard

Altså det burde det kunne siges meget kort, men det blev alligevel lidt langt, det er jeg ked af, men jeg mener hvert eneste et ord.
Jeg er blevet “sådan en”, der elsker naturen. Jeg er blevet “sådan en”, der tror, at ingenting er vigtigere end egern og rensdyrlav og stenbrud og oceaner og kantarellens orange. Jeg er blevet sådan en, der tror, at naturen er vigtigere end alt andet. Jeg er også blevet sådan en, der er overbevist om, at hvis ikke vi meget snart genfinder respekten for, og kærligheden til, naturen, så ender himlen inden længe blindt.

I morges hørte jeg en spændende mand, han hed Jens H Petersen og var mykolog, det vil sige ekspert i svampe. Han er også kunstner og bosat ved Tirstrup på Djursland, hvor han, udover at kigge på svampe og lave fotokunst, har en økologisk æbleplantage. Han blev interviewet i P1morgen, fordi han mener, at vi skal genopdage naturen. Åh jeg blev så glad, halleluja, der findes andre, der tror på den slags som en reel mulighed og ikke et hippiefatamorgana. Så jeg skruede op.
Han talte om, hvordan naturens diversitet hver dag indskrænkes som følge af verdenssamfundets valg. Naturen lever så at sige på “tålt ophold” i en politisk og økonomisk dikteret verden. Mennesker måler og vejer alt: vi taler om at “udnytte” klodens ressourcer bedst muligt, alene sprogbrugen “udnytte”. Naturens “værdi” handler om alt andet end fuglesang eller bænkebiderens bevægelser. Det handler om udbytte, om vækst og om profit.

I dansk politik har vi lige haft en diskussion, hvor (visse) politikere ønskede at “udnytte” de danske kyststrækninger optimalt. De brede klitrækker skulle da ikke bare stå der og “klitte den”, vel? Nej! Så nu skulle der bygges hoteller for at tiltrække turister, for turister medfører arbejdspladser, og arbejdspladser fører til øget salg, og øget salg fører til overskud. Naturen skulle profitmaksimeres.
Ifølge den logik er kysternes fornemste opgave at være et “brand”, et salgsargument. “Med havudsigt” er ikke længere forbeholdt ejendomsmæglerannoncer, nu skal turistbrochurene sælge naturen. Strande skal bebygges, for sand er jo bare sand, det rene spild, sand kan ikke “betale sig.” Det kan til gengæld sommerhuse og hoteller.

Den samme diskussion rammer sikkert snart for vores skove. Jeg kan allerede høre argumenterne for at “udnytte” skovarealerne bedre: Alle de træer, hvad skal vi med dem, de taber jo bladene, så snart det bliver efterår. Nej, lad os effektmaksimere granerne, ensrette nåletræerne, skrue op for bladenes kulør og ned for løvets raslen. Hvad med en vindmølle på toppen af himmelbjerget?

Jens H Petersen talte i det korte indslag om naturen som en lykke i sig selv. Det gjorde mig så glad, så glad. Han talte om, at vi skal genfinde naturen.
Ja for pokker!! Jeg hepper på Jens. Lad os se naturen igen og igen og igen uden udnyttelse for øje. Lad os elske den, for det den er, smuk, grusom, ubeskrivelig, mærkelig, fantastisk. Fortsæt selv.
Lad os se på den uden at overveje om den bidrager til BNP, og uden at bebrejde klitterne, at de skygger for hav-udsigten.

Amen.

groen-er-groen