Louise Juhl

Ingen spørger, men det forhindrer mig ikke i at svare.
Nej.
Livet er ikke en gave. Ikke en pligt. Ikke to boller i en sandwich, vi må lægger os imellem som en hakket bøf. Ikke et måltid, der skal fortæres, ikke en krop, der skal begæres.

April kommer af aperire, som betyder “at åbne” på latin; det er måneden, hvor jorden åbner sig for ploven og modtager den nye sæd. Men vi er hverken plov eller jord, og himlen har farve som udtrækningerne på en hals efter en kvælende kærlighed. I Danmark findes der 116 mennesker, der bærer April som navn:
Den åbne, den plovfurede, den sædeklare.
Selv bærer jeg navnet LouLou. Det er engelsk for darling, sweeetiepie. På fransk, derimod, betyder det rudeboy. En gadedreng, en gangster. Således fanget mellem uskyld og flab, går jeg gennem dagens gader, spiser croissanter og spyr med ild, plirrer med kunstige vipper.
Krøller mig sammen på en bænk, som en sommerfugl i sin puppe. For næste morgen at folde mig ud, som et gråbrunt og støvet insekt af natsværmerfamilien. Flaksende og med syv dages forsinkelse.

Hej verden, hej liv. Hej April. Plov.
Det er mandag, jeg har tid ved lægen kl 10.45, et tjek for modermærkekræft og en kløende klump i halsen.
Dagens tværsum er to, jeg skal huske at købe agurker og brød, dryppe hundens øjne.
Hvis bare livet var en croissant. En spytklat. Hvis bare jeg var en gangster. En schweizerkniv.
Hvis mandagen var et kram, en mulighed, jeg turde gribe.

Så.