Louise Juhl

I min undervisning forbløffes jeg tit over, hvor meget folk, der ikke selv tror, at de har noget at skrive om, kan skrive. Det viser sig, når vi laver konstantskriftøvelser, det vil sige en øvelse, hvor deltagerne skriver nonstop i 30 minutter. Alt er tilladt: at skrive grimt, dumt, usammenhængende, at være lalleglad, latterlig, ligeglad. I går mødte jeg et hold for første gang, jeg præsenterede dem for øvelsen. De var som udgangspunkt ikke begejstrede, de tvivlede på, at det var muligt, at de havde noget at skrive om, ”30 minutter er lang tid,” indvendte en. Jeg lovede dem, at det var muligt. Jeg forklarede, at de var velkomne til at skrive alfabetet bagfra, hvis de ikke kunne komme på andet, eller opremse indkøbslister fra de sidste fjorten dage. Alternativt kunne de skrive, hvor tåbelig en opgave de syntes, at øvelsen her var. Jeg delte papir og blyant rundt, startede stopuret: ”sæt i gang!” Og jeg skal love for, at de satte i gang.
En skrev om en oplevelse i svømmehallen, hvor hun pludselig var blevet overvældet af den insisterende tanke, at hendes bryster var ”sære”. Tænk sig: sære bryster? Hun var ikke klar over, hvor tanken kom fra, men den var ikke til at slippe, så mens hun svømmede rundt overvejede hun, hvordan sådan nogen mon så ud? Var de firkantede? Selvlysende? Kom der sølvglimmer ud, hvis man trykkede på dem. Vi lo meget af hendes overvejelser, og genkendte også: dét pludselig at føle sig fremmed i sin krop, at se sig selv udefra.
En anden deltager gav den gas med vreden. Han harcelerede over øvelsen og den konsensus, alle på holdet pludselig udviste, hvordan vi – alle som en – accepterede øvelsens præmisser, tav og skrev, ”som en hær i en diktaturstat.” Han skrev, at han havde lyst til hælde kaffe i vores tastaturer eller rejse sig og råbe “”HALLO??”
Han lo, mens han skrev, vreden blev til latter, og det var fedt at se, hvordan hans frustrationer fik retning, fandt et udtryk og en form. Den forløsning, det gav ham. Tænk at der ikke skal andet til end et stykke papir og et stopur, før de fineste fortællinger fosser ud – som glimmer fra et sæt sære bryster.