Louise Juhl

Kvinderne var næsten altid på arbejde, hvis ikke ude så hjemme. 37timers lønnet job afløst af indkøb, rengøring, madlavning, børn. 

Af samme grund skete det, at de forsvandt. Ikke fysisk, men ind i sig selv. At de lod sig begrave i praktiske gøremål, som at bage brød, for eksempel. Veje mel af, måle vand op, opløse gær ved den helt rette temperatur. Koncentreret og målrettet arbejde – en fingerspids salt, en strø af sukker. 
Den måde, de æltede dejen på, håndens omhyggelige arbejde. Det var århundreders ophobede erfaring og omsorg gentaget i simple bevægelser – frem og tilbage, igen og igen. Derefter fik dejen tid til at hæve. Tyve minutter. Ikke nitten eller toogtyve, men nøjagtig tyve minutter, som blev brugte til at genskabe rummets orden: Margretheskålen blev vasket af og stillet på plads, bordet tørret over med en fugtig klud. Et stykke bagepapir udmålt, så det overensstemte bagepladens mål. Så lød minuturets ring, de tyve minutter var gået, nu var det tid til at slå dejen ned. Trille tolv boller og bage dem i tolv minutter. Alt i alt en lille time i fred for børn, spørgsmål, forlangender: ‘Moaar?’ 
Det samme gentog sig andre steder. I bryggerset med strygebræt og -jern, lagner, bukser, skjorter, ja selv undertøj blev strøget, foldet og lagt i sirlige bunke. 

Vi så det hele, og vi undrede os. Tænk sig at spilde et liv sådan – med at ælte, glatte, folde og stable? Ikke et sekund slog det os, at de måske var et valg, de traf. En sjælden mulighed for at skabe sig et helle, nogle få timer for og med sig selv.