Louise Juhl

Om tirsdagen gik vi til spejder – lige efter aftensmad. Vi havde tørklæder – blå med rød kant – og duelighedstegn på ærmet. Kniv- og knob-bevis og ét for førstehjælp også. Dorte havde flest, hun havde også været på verdensjamborette i Australien og lært at bygge bivuak og pifte med strå. Jeg havde ikke så mange mærker, men jeg havde engang vundet en sangkonkurrence i Haderslev og så kunne jeg vågne på klokkeslæt, også selvom der ikke var noget ur, der ringede. Det gav lidt respekt, Frøken klokken blev jeg kaldt, mest for sjov, men også lidt for alvor. Jeg kom først, kogte vand til te og tog stole fra ned bordet. På den måde havde vi alle en plads i hierarkiet: nogle var gode med hænderne, andre med hovedet og så var der sådan nogen som mig, der sneg sig udenom, sang og gjorde tilpas. Med Karina var det anderledes, det var ikke sådan, at hun ikke havde en plads, den var bare helt ved siden af os andre, ved siden af hierarkiet. Hun stod som regel lidt på afstand, grinede, hvis nogen sagde noget sjovt. Når der skulle træffes beslutninger, gik hun altid på toilettet og kom ikke ud, før afgørelsen var truffet. Det er fint med mig, sagde hun, uden at vide, hvad vi var blevet enige om.
Det med at være patruljefører, gik på skift, vi var det hver tre måneder ad gangen. Det var vigtigt, at alle lærte, hvad det ville sige at stå i spidsen. Både når der skulle vises vej og når det var nødvendigt at ‘skifte gear’, fordi en eller anden faldt lidt tilbage på en march eller fik hjemve, når vi sov i telt. Vi skulle lære at føre flokken fremad men også at stå stille. “Bare aldrig gå i stå”.Jeg blev patruljefører i marts og lagde en plan for alle de gange frem mod sommer. Vi skulle lære at bage vafler over bål, snitte dyvler og kunne skelne mindst fire fugles sange fra hinanden. Vi skulle binde tømmerstik, pælestik, kvælerstik og flagknob. Jeg skrev det alt sammen ned i et skema, som jeg hængte e op på døren til vores patrulje-rum. Dorte pegede på skemaet og sagde ‘total tjekket’, og så var det godkendt. Karina nikkede bare, grinede lidt fjollet, selvom der vel egentlig ikke var noget at grine ad. Vi nåede det hele, vafler og dyvler og fuglesang. Vi nåede endda også at hækle otte grydelapper til plejehjemmet på Fortunavej og at lave banansplit med flødeskum pisket med en pind. Det var i det hel taget et dejligt forår, jeg fandt mig godt tilrette i rollen som fører. Uddelte titler i flæng, ‘Hækle-helt’ og ‘Røgvender-ekspert’ og hver gang nogen tabte en gryde eller missede en post på et løb gentog jeg Scharnbergs ord: “Ingen kan alt, alle kan noget, sammen kan vi det hele!” og så var det virkelig som om vi kunne alt. Om ikke andet kunne vi da råbe højt og til hele verden:”Sammen kan vi det hele”
Karina blev aldrig patruljefører. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Om hun selv takkede nej til, eller om vi simpelthen glemte at spørge. Det var nok mest det sidste, vi glemte at spørge “Alle, kan noget, sammen kan vi det hele’. Spørgsmålet er, om vi nu også fik alle og det hele med.