Louise Juhl

I går talte jeg i telefon med min mor, det gør jeg tit, men langtfra så ofte som engang. Nu går der gerne en uge imellem, nogle gange to. Ikke fordi vi har mindre at sige hinanden, men fordi vi hver især har mindre at sige om os selv.
Min mor er et meget beskedent menneske, hvilket ikke er det samme som, at hun ikke kan sætte grænser, det skal man ikke tage fejl af. Men hun lytter mere, end hun taler, og selv når hun taler, er det med øre for den, der lytter.

Jeg ringede, og min mor tog telefonen og sagde: “hej, det er mig.” Hun var på vej ud for at rive blade sammen i haven. Om jeg synes, det var spild af tid, når nu det blæste, som det gjorde? Det syntes jeg ikke, det meste af min tid går alligevel med noget, andre vil kalde ingenting, så jeg er large, hvad angår tidsspilde. Så spurgte hun til, hvordan jeg havde det, og jeg svarede bum-bum, og min mor svarede bum-bummelum, og så var det overstået.
I søndags havde hun været afsted for at høre Klarup Pigekor, det havde fået hende til at græde, fordi de sang så smukt. Om jeg også kunne finde på at græde over noget smukt? Jeg svarede, at det var noget af det bedste, jeg vidste, at jubeltude, og at alle burde gøre det noget mere. “Vil du forresten høre noget sjovt?” spurgte hun, og det ville jeg gerne: Jo, lederen af koret havde fortalt, at det – blandt nulevende danske sangskrivere – var Seebach, der brugte færrest ord i sine tekster og CV Jørgensen, der brugte flest. Om ikke jeg syntes, det var sjovt?
Så talte vi om prisen på tandrodsbehandlinger, “godt man ikke blev tandlæge, tænk at leve fedt af andres dårligdomme,” fnysede min mor, og så ville hun høre, hvad jeg ønskede mig til min fødselsdag, som er om lang tid. Jeg svarede: sorte strømpebukser og Rooneys “Samtaler med venner” og et glas syltede squash. Hun skrev det hele ned og sukkede: “nå, de blade samler jo ikke sig selv,” og jeg svarede nej og hej og lige før, hun lagde på, tilføjede hun: “Jeg håber sådan, at du får det lidt bum-bum-bedre?” ?