Louise Juhl

I ferien flød dagene sammen, tiden og tankerne. Ting skete og jeg så dem ske.
En dreng fra parallelklassen spiste svampe til en fest og mistede forstanden. Han drev omkring i området ved Grønlandskvarteret med skræmte øjne og skreg med mågerne. Uforståelige kaldende lyde: – Uihh, uihh.Nogle gange fulgte jeg efter ham på afstand, han var nem at kende i sin enorme parkacoat med hætten trukket oppe om ansigtet, også selvom det var tredive grader varmt. I tankerne kaldte jeg ham Smølfen på grund af det med svampene, og tænkte på ham med en slags taknemlighed. Han havde jo taget én for holdet, grebet vanviddet før det ramte os andre. 
– Det er den slags, der sker, hvis man lever med hovedet under armen, sagde min far, det var svært at høre det som andet end en trussel.