Louise Juhl

Da jeg var barn, drømte jeg om at hedde Iben. Jeg syntes, det lød af Ibenholt, som Torneroses kiste. Af skønhed og eventyr, og hvem ville ikke have et navn, der lød af den slags. Senere fortrød jeg og ville hellere hedde Monique, det lød mystisk og lugtede lidt af lejrbål. Insisterende rytmer i en kulsort nat. Mo-niQue, Mo-niQue, Mo-niQue. Det særlige klik i Q.
Så døde min mormor, og jeg ville ikke andet end ar bære hendes navn. Stella, det betød stjerne, og i mine øjne var hun netop dét, en lysende sol med opsat hår og forsigtige fingre.
I dag har jeg vænnet mig til mig eget navn. Louise. Det er hverken smukt eller eventyrligt, men det er praktisk:
Næsten hvert år finder man navnet på listen over de mest populære navne og ingen siger, “nej hvor sjovt” eller spørger, hvor man kommer fra. Det er lidt som med leverpostej, det er billigt og kan fås overalt. Man kan også bruge navnets bogstaver som brikker i et spil Scrabble. Man kan for eksempel skrive silo eller lus eller sul eller so. Det havde selvfølgelig givet flere point, hvis det også var et Q i navnet, som i Monique, men man kan ikke få det hele – eller måske kan man, men det er ok med mindre.