Louise Juhl

Jeg skriver opslag til busskure, ventesale, alle steder, hvor de kunne tænkes at komme, de russiske dukker i tyktvævet uld, jeg har bedt dem forstå, at jeg har gjort, hvad de bad om, at jeg har solgt min krop og pantsat resten til en industri af organer, at jeg har knust min fars urne og slugt både ler og aske, at jeg har bundet et skærf så stramt om mine hænder, at det har sat dybe røde mærker.
“Så vi kan kende dig, når du når frem”.

“Lad mig være”, har jeg skrevet med maling på en mur ved Banen. Jeg går forbi flere gange dagligt, men uanset hvor mange gange, jeg læser, forstår jeg ikke, hvad det er, de beder mig om, dukkerne.