Louise Juhl

Vi havde lige haft gymnastik. Troels havde hængt sit svedige tøj til tørre over en stoleryg, det stank af gammel urin og kælder. Så kom Ebbe ind og råbte: ‘Jon er død!’ Først troede vi, at det havde noget med lugten at gøre,.pis og kælder, men den var god nok. Jon var døde, han var sejlet ud i en båd fredag eftermiddag i det samme tøj, som han havde haft på til sin søsters konfirmation to uger tidligere. De havde fundet båden ud for én af Aalborg Portlands siloer med bunden i vejret. Der var ingen tegn af Jon, heller ikke af hans tøj eller af kæden, han altid bar om halsen, en slags totemsmykke. Vedhænget var en stor skarabæ i sølv. Det var mere end seks dage siden båden var blevet fundet, og nu havde politiet indstillet eftersøgningen. 
Jeg kendte Jon ikke særligt godt. jeg vidste kun, at han spillede basketball i Nørresundby og altid var den første, man fik øje på i en kø. Høj, bred og lysende. Ikke sådan som en lampe lyser, mere som luften omkring en højspændingsmast i støvregn. Sitrende, noget, der hverken kan ses eller måles, kun mærkes.  
Nu var Jon død, og et øjeblik stod alt, der før havde sitret, stille. Jeg vidste knap, hvad det betød at dø. Eller rettere: hvad døden betød. Kun, at det var det modsatte af at leve, som var det eneste, jeg kendte til og som handlede om alt fra bare tæer til punkterede cykeldæk og risengrød. Døden, derimod handlede ligesom ikke om noget, og det, det var det værste. Det, der ikke handler, mens står stille og for altid. Som en lussing, der ikke når frem. Eller en kys. Den venten på det værste og det bedste, som aldrig forløses. 
Vi holdt mindegudstjeneste en fredag, hans mor udskød det så længe som muligt. Hun blev ved med at håbe, at Jon var gået i land og havde taget den på stop til et sted langt væk. Bygget en hytte af bøjelige grene og sat basketkurve op i hvert eneste træ. Selv ved mindegudstjenesten talte hun om ham i fremtid: “når Jon engang kommer hjem”. Ingen fortrak en mine, vi tænkte vel hvert vores. Jons søster sad helt stiv på en stol ved siden af kisten, hun havde redte sit hår stramt tilbage, hun lignede en gammel dame.
På skolen holdt vi fællessamling, skolepsykologen talte, hun sagde, at det bedste vi kunne gøre for Jon var at leve videre. En, der hed Martin, rakte hånden i vejret og spurgte, hvor hun vidste det fra: Altså hvorfra hun vidste, hvad det bedste for Jon ville være?  
Vi samlede sammen til en buket og sendte til familien og nogle måneder senere gik vi forbi deres hus. Jons mor havde hentet båden hjem, den lå i forhaven med bunden i vejret. Rundt om havde hun tændt levende lys, det var meget smukt men også lidt uhyggeligt. Luften omkring sitrede, som ved en højspændingsmast. Flere af os vinkede, vi vidste vel knap til hvem. Anna sendte et luftkys, hun var sikker på, at hun kunne mærke Jon gribe det, sagde hun, og vi håbede allesammen, at hun havde ret.