Louise Juhl

Hun hedder Chalotte uden r. Det sidste er blevet en del af hendes navn, det tilføjer hun altid. ‘Hvad hedder du?, spørger folk, og hun svarer: ‘Chalotte uden r.’ Jeg møder hende til et svømmestævne, jeg sidder på en af bænkene. Jeg er udgået efter første heat, jeg har selv trukket mig, måske for at undgå at blive trukket. Så kommer Chalotte forbi på sine lange tynde ben, hun går med hurtige skridt, tripper, hun ligner en vinder. Brysternes begyndende knopskydning i den tætte dragt. Hun går lige forbi mig, hendes hår klistrer til ryggen, jeg kan ikke få mine øjne fra hende, hvis bare. Så standser hun op, vender sig om og spørger: hvad så?
Senere lader hun sig falde i vandet, der er ikke noget at høre, ingen lyd da hun bryder vandoverfladen, det er som om vandet suger hende til sig. Konkurrenceurets ur tæller, så lyder startsignalet, hun vinder også anden runde og den tredje med, tager guld i finalen. Hun jubler ikke engang, bukker sig bare ned fra den øverste skammel og lader medaljen falde om sin hals.

Vi begynder at ses, det er altid Chalotte, der kommer forbi, nogle gange har hun en pose druer med eller et æble skåret i både. Vil du have? tilbyder hun og rækker posen med frugt frem og så går hun indenfor uden at vente på svar. Vi sidder altid på skibsbriksen, og Chalotte fortæller. Om dengang, for eksempel, hendes mor blev slæbt efter en vildhest i Mongoliet. Hun var hårdt medtaget, og det var først da en medicinmand blev tilkaldt, at forbandelsen blev hævet. Jeg spørger, ‘hvad var det for en hest, hvilke farve havde den, hvad skete der.’ Hesten var en skimmel, den havde båret Chalottes mor på sin ryg i niogtyve dage, på den tredivte fik den nok, fortæller hun. Så ser hun over på mig, kaster en hynde i min retning, spørger ‘Og hvad med dig?’ Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Min mor er ikke blevet helbredt af en medicinmand, jeg tror ikke engang, at hun har redet på en hest. Jeg prøver at komme i tanke om noget, en ildebrand, et fald fra en tagryg, men det eneste, der dukker op, var dengang min bror kørte galt på sin bobslæde og fik en blodansamling på det højre lår. ‘Jeg er en skifting’, svarer jeg så. ‘Jeg er født af en heks, min far er en hanbjørn, jeg blev fjernet ved fødslen.’

Jeg ved ikke, hvor ordene kommer fra, men de lyder rigtige. Mere rigtigt end at være nummer sjok til svømning og uden venner. Jeg fortæller om de mange år, jeg gik på skift mellem bygdens familier, det første år boede jeg ved et purungt kærestepar, Wenche og Ulf, men min gråd blev for meget for dem, min sult også. Så kom jeg hen til Lars og Tiril, men Tiril blev skør, ‘det var ikke din skyld’, forklarede de voksne, alligevel blev jeg sendt videre. Ud af bygden til et andet land, og så endte jeg her. Hos min mor og far, nu havde jeg lært at opføre mig som et menneske: ikke at græde og at skjule min pels, mine kløer:
‘Nu mangler jeg bare at lære at svømme.’