Louise Juhl

–Jeg skulle nok være stoppet efter den første. 

Måske var det ikke det, hun sagde, min mor, men det var det, jeg hørte. Måske sagde hun bare, at det var hårdt at være mor til to oveni et fuldtidsarbejde med skiftende vagter og så alt det derhjemme. Indkøb, madlavning, rengøring, vaske tøj, smøre madpakker, puste på knæ. 
Vi sad ved køkkenbordet, min mor, hendes veninde, Anne og mig, der var dækket op med påskegule servietter og hængt malede æg på forsythia-grene. Vi spiste blødkogte æg med cremefraiche og frisk purløg på toppen, min dukke havde fået lov at spise med, den fik også æg, og jeg måtte flere gange tørre den om munden: 
–Arj din lille gris, se nu dér, pegede jeg på en ikkeeksisterende plet på kjolen, spyttede på servietten og gned, –maden skal jo i munden, ikke på kjolen, vrissede jeg. Jeg havde allerede spist to stykker brød og et æg og to skefulde rejer og drukket et glas kærnemælk, da min mor sagde det. Eller måske hviskede hun det, hun lænede sig i hvert fald ind over bordet mod Anne og jeg holdt op med at gnide og dukken rejste ører:
–Jeg skulle nok være stoppet efter den første.

Min bror var syv år ældre end mig og brugte størrelse 40 i sko, og min mor sagde tit, at hvis han fortsatte med at vokse i samme hastighed som nu, ville vi være nødt til at flytte i slot med fem meter til loftet og et værelse til hver af hans sko for at få plads til det hele. Til min far og min mor og til ham og hans sko. Og mig, dukken ville vi nok være nødt til at lade blive tilbage, hvert halve år satte hun en streg i karmen, der viste, hvor store vi var blevet og hver gang slog han alle rekorder, min bror altså, tre centimeter, tre en halv.  
–Det er jo det glade vanvid, sukkede min mor og stak en hår ud for at pure i hans hår, men han dukkede sig og veg udenom: 
–Gider du lige.

Men lige nu var vi bare os tre, Anne, min mor og mig, og hvis min mor fik det, som hun ønskede, ville de bare være to, hun og Anne, og så kunne de tale uden at hviske, og min mor skulle ikke tænke på at koge så mange æg og måske ville det også være nemmere at nå det hele, købe ind og smøre mad. Jeg ved det ikke, for jeg spurgte ikke, jeg strammede bare snøren i dukkens kjole, til den sad helt stramt om livet og bandt så en dobbeltknude, så jeg var sikker på, at den ikke gik op. Takkede for maden, rejste mig og lod dukken sidde tilbage. 
–Velbekomme råbte min mor ad min ryg, og så noget om, hvad jeg skulle, men jeg svarede ikke, gik bare på ind mit værelse, fandt et stykke papir og en blyant og tegnede et hus med firkantede vinduer og en meget høj dør, der var stor nok til, at min bror kunne komme ind. Jeg tegnede også en skorsten på taget og en flagstang i haven og på postkassen skrev jeg tre navne, mit var ikke et af dem.