Louise Juhl

Det er tidlig torsdag. I nat drømte jeg om at pilke, jeg lå på knæ ved en søbred og spejdede efter bytte. Jeg lå en time, måske to, fuglene i luften over mig skreg, og jeg kom i tanke om et digt, jeg engang havde læst, linjerne: “Jeg er så taknemlig/ at jeg ikke kan sove.”
Så vågnede jeg, det var endnu ikke morgen, alligevel stod jeg op og skrev et brev til min far. Jeg kan ikke helt huske hvad, men her til morgen har han svaret mig, at når fiskene har så mange ben, er det for bedre at holde sammen på deres mange tanker.