Louise Juhl

Forleden fandt jeg en efterladt stol. Mere præcist var det en lænestol. Den slags sker jo, at nogen smider et gammelt og lidt klodset arvestykke ud, stiller det frem ved fortovskanten, så renovationsfolk kan tage det med på deres runde. Men den her lænestol stod ikke ved en fortovskant men på en strand tæt på vandkanten. den var sunket en smule ned i det bløde sand, hældte lidt til den ene side, en måge havde skidt på det højre armlæn og nogen havde tilsyneladende brugt stolen som  affaldsspand, et plastikbæger, en punkteret bold, en udtjent lighter og noget, der kunne være resterne af en paryk, et sært skingert lyserødt nylongarn, altsammen lå smidt på lænestolens sæde, et dovent rod. 
Den slags efterladenskaber, en kuffert, en knækket stilethæl, et bogomslag tømt for sider, udgør de bedste begyndelser. Alt det, man kan forestille sig, der ligger før. Hvordan stolen måske er båret på ryggen af et æsel fra en ørkenstat langt væk og hele vejen herop. Eller den er smidt over bord på et krydstogtskib af en vanvidsramt kvinde, med urkvindeligt brøl: Aldrig igen!
Det kunne også være et uheldigt sammenfald af en tornados ridt eller en ulykkelig teenagers tavse forsøg på at komme overens med tilværelsen: At sætte sig i en stol og lade havet om resten. 

Det er sådan fortællinger opstår. Ikke nødvendigvis ved, at ting rent faktisk sker og derefter berettes som vidnesbyrd, dokumentation, men  lige så ofte ved, at vi ser en stol et sted, vi ikke havde ventet at se en stol. Og så finder vi en forklaring, vi binder tråde. Kalder sheiken for Rashid og æslet for Bengu, det er vigtigt med den slags, med navne, ansigtstræk, et modersmærke på den højre kind. Kun fire fingre, måske – den sidste sad nok fast i en svingdør. Vi tegner ruter på kort og følger Rashid og Bengu fra et saudisk rige gennem Jordan, Libyen, Tyrkiet, Bulgarien, Østrig. Her holder de hvil en måned, besøger et kloster, klapper køer, skriver et brev til dem derhjemme. “Undskyld.”
Så videre gennem Tyskland og frem til deres destination, en ret undseelig nordjysk kystby. Hvis man da ellers kan kalde det en by, en tankstation, en vejbod, et egnsmuseum, der kun holder åbent to timer den første tirsdag i juni og juli. Og der sidder han så, sheiken, i sin lænestol med sit æsel, der til sidst bliver træt af den stride vestenvind og forsvinder, ingen ved hvorhen (det handler næste bind i serien om).
Han sidder dér og mærker salten og sandet prikke mod huden, han hører bølgerne, der slår mod bredden og en hund, der gør et sted bag klitterne. Han er sulten, men ikke så sulten, at han gør noget ved det. 
Næste morgen er han væk. Måske er han gået efter mad, måske savnede han sit æsel. Måske er han trådt ud i vandet, fortsat lige ud indtil ikke mere.