Louise Juhl

I går skrev min gode kollega Jeppe Krogsgaard Christensen et opslag, hvor han undrede sig over, hvorfor Christian Bennikes indlæg i Weekendavisen, hvor han problematiserede nutidens digtere optagethed af identitet, havde affødt så voldsomme reaktioner, når nu digteren Signe Gjessing, der i samme avis havde udtalt at “Det er noget sladderagtigt over de autofiktive digte,” ikke havde mødt samme modstand.

“Er vi virkelig der, hvor udsagn vægtes forskelligt alt efter hvem der bringer dem frem? I så fald et lavpunkt for den litterære samtale,” skriver Jeppe Krogsgaard Christensen. Og i en kommentar uddyber han: “Diskussionen må og skal rykkes væk fra motivanalyser og ‘hvor er du bare ond og dum’ og over på sagen, litteraturen, som den står at læse i bøgerne. det burde være indlysende.”
Deri giver jeg ham ret, lad os da for alt i verden undgå motivanalyser, men jeg tilføjer i en kommentar:
“Jeg oplever dog, at det er dobbeltrettet. I guder hvor har jeg læst mange påstande om, at digtere og prosaister skriver autobiografisk, fordi de er navlepillende eller med deres personlige vinkel får nemmere adgang til medierne. Ikke én men tusinde gange har jeg læst endda meget vidende litterater og skrivende mene, at det var mere begavet og udtryk for større indsigt og vid at skrive om stjerner og andre himmellegemer, end det var at skrive om udfordringer med at tilhøre en bestemt socialklasse eller at kæmpe med sit sind.
Det, jeg mener, er: Hvorfor kan vi dog ikke se på værket, hvad det siger, hvordan det siger det, hvilke virkemidler, der bruges, uden at hierarkisere over, hvad det er mest rigtigt at skrive om eller hvor, det er bedst at skrive fra.”

Her til morgen hørte et afsnit af podcasten “Ditlev og Dæmonerne” på DR. Her var dokumentarfilminstruktør Christoffer Guldbrandsen inviteret i studiet for at tale om sit hjertestop i forbindelse med optagelserne af “A Storm Foretold”. Jeg skal ikke komme yderligere ind på det iøvrigt meget lytteværdige afsnit, men bare opholde mig ved et begreb Guldbrandsen introducerer – et alternativ til diskussionen om sande- og usande påstande. Han taler om den “uangribelige” påstand, det vil sige at sætte sig selv i en position, hvor det sagte ligesom hævder sin egen ret. Og det tror jeg ofte er tilfældet, når vi diskuterer -særligt nyere- litteratur. Ingen er ligesom interesserede i at samtale, Bennikes udsagn er ikke nysgerrigt eller åbent undersøgende, det er en konstatering som i kraft af hans position som journalist på et landsdækkende dagblad får status af sandhed. Uangribelighed. Men jeg undrer mig over, hvordan nogen tror, at den her slags kan stå uimodsagt:
“Selve formlen på moderne dansk lyrik [er]: »Skriv om den, du er, altså hvis den, du er, er en del af en udsat og særlig minoritet.« Amina Elmi er dansksomalier og skriver om at være dansksomalier. Caspar Eric skriver om at være handicappet, Luka Holmegaard om at være transkønnet, Deniz Kiy om at være dansktyrker, Sebastian Nathan om psykisk sygdom, Haidar Ansari om at være dansk-irakisk kriminel … Maja Lee Langvad, Glenn Bech, Gry Stokkendahl Dalgas, Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof, Cecilie Lind, Nath Krause … Det universelle menneske har trange kår i dansk lyrik.

Hvordan kan nogen ved deres sansers fulde brug tro på, at man kan nævne så umådeligt forskellige digtere som Bjørn Rasmussen, Glenn Bech, Gry Dalgas og Caspar Eric i ét og samme åndedrag og slippe afsted med at påstå, at deres lyrik kan sættes på en formel. Jeg kan ikke undgå andet end at tænke, at Bennike ikke har læst dem alle? Alternativt, at han har valgt den bredest mulige malerrulle og så forsøgt at tegne croquis med den. Ja, de skriver alle om udsathed og eksistens men kan man deraf slutte “ergo er de en sten?”
Det vil svare til at sige, at alle der bruger stjerner som metaforik kan sættes på formel – “skriv om stjerner og andre himmellegemer og få stempel af universel”? Det er simpelthen så fordomsfuld og stereotyp en gengivelse af et virkelig diverst litterært landskab, at jeg har svært ved at tage det alvorligt. Når Gjessing i samme avis mener at kunne konkludere, at autobiografiske digte er sladderagtige, ja så er det udsagt fra en lidt anden, måske mindre uangribelig, position, og derfor knap så provokerende. Men også den udtalelse finder jeg både ukollegial, fordomsfuld og nedladende – hvilket iøvrigt ikke er det samme, som at jeg finder Gjessings digte dårlige. Tværtimod, jeg holder utroligt meget af hendes forfatterskab, og det, selvom hun skriver om stjerner 😉

Nå, det jeg vil sige er, at litteraturen er fri til at skrive om, hvad den vil, stjerner og vrede, undertrykkelse, angst, oprør, pigedyr og blå øjne. At forsøge at reducere disse digtere til slaver af en tidsånd er ikke bare indskrænket, det er i mine øjne også usandt.
Bennike må naturligvis mene, hvad han vil, det samme må Gjessing. Men man kan ikke forvente, at det får lov at stå uimodsagt.
Peace og hurra for en levende litteratur.