Louise Juhl

Hun læser en del for tiden, fortæller hun. Mest kvindelige forfattere, særligt glad er hun for Cecil Bødker og franske De Vigan. ‘Alt må vige for natten,’ havde holdt hende vågen flere nætter i træk, det var noget med vreden i bogen, det var som om, den var mere trist end hadsk?
Hun ser på mig, for at sikre sig, at det, hun siger, giver mening. Jeg nikker. 

Det havde været det samme med Vibeke, fortæller hun, den her triste vrede. 
Vibekes mand var kørt galt i en soloulykke. Hun løftede altid blikket en smule, kørt galt, så ud ad vinduet. Rystede hun på hovedet? 
Der havde ikke været nogen vidner til uheldet, vejen han kørte på var uden skarpe sving, sigtbarheden tæt på hundrede. Han var kørt frontalt ind i et hundredeogni år gammelt vejtræ, en poppel, fronten af bilen var helt trykket flad, ruderne knuste. Airbagen var slået fra, det havde taget redningsarbejderne tæt på en time at skære ham fri. 
Det var to betjente der fortalte hende det. Hun havde nægtet at lukke dem ind, bedt dem blive på dørtrinnet, som om det at holde dem udemfor huset ville forhindre beskeden i at trænge ind, blive til virkelighed. Hun havde ikke grædt, bare gentaget et spørgende nej om og om igen. 
–Nej? 
Betjentene havde beklaget: jo desværre. ”Din mand er død”. De tekniske undersøgelser gav ingen forklaring, der var hverken tegn på undvigemanøvrer eller bremsespor på asfalten, heller ingen tekniske fejl at spore på bilen. 
– Man kunne få den tanke, havde Vibeke flere gange mumlet, men uden at uddybede, hvad hun mente med det, og min mor havde undladt at spørge til det.
Til begravelsen havde hun citeret Abraham Lincoln: “De fleste mennesker er lige så lykkelige, som de beslutter sig for at være”. Hun var i en ankellang spadserdragt og havde på sin mands vegne frabedt sig blomster. De fremmødte var blevet budt på kaffe efter ceremonien. Og franskbrødssnitter med ost og rullepølse med sky og ringe af røde løg. Selv deltog hun ikke, det drejede sig om at komme videre, insisterede hun, og videre betød fra nu af alene.

Min mor tager en bolle fra fadet, brækker den i to, dypper den ene i teen.
Tager en bid: – Hvad læser du for tiden?