Louise Juhl

Jeg mødte en kvinde i en sauna engang. Hun sad og  fumlede med en kæde, hun bar om halsen, hun forsøgte forgæves at få den af. Til sidst bad hun om hjælp, Vil du? Jeg løftede hendes lange hår i nakken, og åbnede låsen, kæden faldt på gulvet. Hun bukkede sin nøgne krop ned, samlede den op, rejste sig igen. Tak.
Der er noget særligt ved at hjælpe et menneske, der står afklædt foran en ikke mindst, når man selv er lige så nøgen. En sart og sitrende ydmyghed, noget forsvarsløst. Man er så prisgivet den anden, tættere end ansigt til ansigt, man er hud mod hud. Jeg ved ikke, om det var derfor, hun betroede sig. Hun hed Solrun og havde kun fire fingre på den højre hånd, den femte havde hun mistet i en ulykke. Hun var uddannet frisør, men havde aldrig arbejdet som sådan:
Hun var tidligt blevet mor til en lille pige, Gertrud. Hun var født med svære handicap og Solrun havde brugt al sin tid på at passe barnet. Give hende tøj på, made hende, træne, trøste, forstå. Hun havde været en gave, Gertrud havde været en gave til verden, fortalte hun, og rakte kæden frem mod mig: Den havde hun købt den dag barnet døde. Det var en onsdag, tre uger efter at hun fyldte tolv. Lægerne havde kun givet hende seks at leve i, de sidste seks år havde været et mirakel. Hver eneste dag, bogstavelig talt. 
Hun havde sunget for det døde barn: Mariehønen Evigglad, Lille Peter Edderkop, En lige nisse rejste – selvom det var i marts. Hun kunne stoppe igen, til sidst havde hendes mand lagt en hånd for hendes mund, trykket hendes ansigt mod sit bryst. Først der var hun begyndt at græde.
Næste dag købte hun kæden og lovede sig selv aldrig at tage den af. Den var Gertruds hænder om hendes hals, den var miraklet der aldrig var ophørt. Men i dag havde hun besluttet, at kæden skulle af. Det var ikke et opbrud, heller ikke et oprør, det var en afslutning. En måde at sætte Gertrud fri på, forklarede hun, og sig selv. Så holdt hun den højre hånd op, de fire fingre.
Den femte havde hun klippet af, fortalte hun. Det var flere måneder efter begravelsen, hun havde ikke længere kunne holde smerten ud. Hun brugte sin mands vinkelsliber og var besvimet undervejs. Da hun vågnede igen, stod en masse mennesker bøjet over hende, alle forfærdede. Hun forstod ikke hvorfor. I så mange måneder havde hun blødt, skreget indeni, det havde gjort så frygtelig ondt. Alligevel havde ingen grebet ind. Nu lå hun så her, på gulvet i garagen, der var blod overalt. En tililende kvinde havde bøjet sig ned og taget den afklippede finger i munden. Hun så helt forkert ud i ansigtet. Al den omsorg og så først nu.
Jeg husker ikke, hvordan vi kom videre. Om Solrun satte kæden tilbage om sin hals, eller om hun lod den ligge. Om jeg greb om de fire fingre eller om jeg nøjedes med at  mumle: ‘det gør mig ondt’. Måske er det også lige meget, måske er det, jeg husker, nok. At vi sad og talte sammen, helt nøgne, som om det var det, vi mennesker er skabt til. At tale sammen, at være nøgne.