Louise Juhl

Det er fredag og jeg har smidt bh’en. Det er en simpel glæde, jeg ind imellem har, altså at bære mine bryster uden tøven.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kom til at tænke på, at i P1 havde hørt et indslag, hvor det blev fortalt,  at det er ikke kun er en udbredt opfattelse men simpelthen er videnskabelig bevist, at hunde spejler ejernes personlighed. Altså ikke fordi Mumrik går hverken med eller uden bh, skal jeg måske tilføje.
Jeg ved jeg stadig ikke, hvad jeg skal mene om den undersøgelse. Dont get me wrong, Mumrik er  både kærlig, fin og blid, det er ikke det.
Men: han er også uhyre NÆRværende, i bogstavelig forstand, og trives bedst i MAX 2 centimeters afstand fra mig og alle besøgende. En temmelig overvældende oplevelse for de fleste. Hans begejstring ved mødet med artsfæller kan virke en kende overentusiatisk ikke bare for hundene men også deres luftere, og hans insisterende forsøg på at involvere alle (som i alle!) i leg med hans elskede pivdyr (en girafosaurus, det vil sige en blanding af en giraf og en dinosaurus), kan være en både støjende og langstrakt affære.

For hundens værge giver det anledning til overvejelser.
Er min imødekommenhed bastant, er min iver voldsom, mine forsøg på samvær  larmende (og) kedelige? Måske er min uhensigtsmæssigt krøllede hjerne afspejlet i Mumriks krøllede ører? Som øvrigt trænger voldsomt til at blive studset og vasket. Ørene altså, ikke min hjerne.