Louise Juhl

Verden skriver med CAPS LOCK her til morgen. Luften er tæt af fugt, som om den er lige ved at græde eller lige er holdt op. Jeg har været vågeni to timer, og er fuld af noget, jeg ikke ved, hvad er. Jeg sætter mig for at skrive det frem, men kommer ved en fejl til at trykke på en knap i øverste højre hjørne af mit tastatur og en mekanisk kvindestemme spørger: “Hvad hedder din mor?”

Min mor hedder Inge, og vejret udenfor minder mig om hende. Da jeg var mindre, led hun meget af migræne – en virkelig infernalsk og ussel een af slagsen. Det startede altid med, at hun blev fjern: Hun blev længere tid om at svare, når vi spurgte hende om noget. Som om hun først skulle finde ind i sig selv, før hun kunne finde ud igen. Når sygdommen så for alvor tog fat, lå hun i sin seng med mørklægningsgardiner rullet ned og et glas vand. Ikke andet. Jeg kan huske, at vi ikke måtte spørge, om der var noget, hun kunne have lyst til for alene tanken om mad, fik hende til at kaste op. Jeg stod som regel udenfor døren til soveværelset, og håbede at få lov at åbne den, at blive lukket ind, få lov at hjælpe. Men jeg vidste, at jeg intet kunne stille op, så jeg blev på den anden side og forsøgte i stedet at vejre, hvor langt hun var, min mor. Om hun var på vej ned eller på vej op.
Jeg spurgte hende engang, hvordan det føltes. Altså at have migræne. Hun svarede, at det var som om hendes hoved var en gryde med kogende vand, der stod og buldrede med låg. En konstant trykken fra indersiden af kraniet, som om det kunne eksplodere hvert øjeblik, det skulle være. Når det var allerværst, stod hun på badeværelset i flere timer og kastede op. Der gik ikke ret længe, før maven var tømt, så resten af tiden stod hun bare med hovedet bøjet over kummen, ligbleg, og sagde sådan en lyd, som et skibsskrog, der revner.

I starten græd jeg meget, fordi det gjorde mig bange at se min mor have det så skidt. Og magtesløs. Men min mor tryglede mig om at lade være.
“Det dér, det gør kun ondt værre,” forklarede hun.
Jeg har haft svært ved at græde lige siden. Sidst jeg græd, var da jeg fik fjernet en betændt tand ved tandlægen. Det var ikke nogen forløsende gråd men en ren fysisk reaktion, der hverken gjorde fra eller til. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg frygter, at det gør ondt værre, hvis jeg græder. Måske er jeg bare kommet ud af form, måske er jeg bare ikke født med den slags evner. Vi kan jo ikke være lige gode til alt. Til gengæld er jeg god til huske navne og til at koge et æg, så det stadig er smilende, når jeg serverer det.
Kh