Louise Juhl

I går var en mærkelig dag. Jeg skrev noget vigtigt men fortrød, og rensede i stedet vasken med en overskåret citron.
Sådan er det med det meste af, hvad jeg gør. At jeg gør det, for at undgå at gøre noget andet.

Senere var jeg ved øjenlæge. 
Min aftale lød på kl. 14.45, men som det autoritetstro menneske, jeg er, møder jeg op i god tid. Klokken 14. tager jeg plads i venteværelset. Her sidder i forvejen en ung mand, trippende med begge ben, op og ned, op og ned. Længere henne sidder en mor med sin søn, han er omtrent 5 år, kort, gyldent hår. Han bærer briller, meget stærke. Hans i forvejen kuglerunde, charmerende øjne, synes endnu mere kuglede og charmerende gennem brillens glas. Drengen sidder på en lille stol ved et ligeså lille bord, han tegner, jeg kan se fem lodrette streger på papiret, sorte. 
– Er det en regnskov, spørger hans mor og peger på stregerne. Drengen vender sig halvt om på stolen, hans tunge er tæt fæstnet til den ene mundvig, koncentreret.
– Nemlig, jubler han. Tegner så et grønt kryds ovenover de fem lodrette streger.
– Det må da vist være en tukan? smiler hans mor og læner sig frem mod bordet.
– Tukan, gentager drengen og peger, tegner så en stor cirkel midt mellem stregerne, fylder den ud med rød.
 – Dét det, det er helt sikkert numsen på en kæææææmpebavian, hvisker moren i drengens øre og han læner hovedet bagover, griner med åben mund:
– Jaaaaaaa.
Så kommer øjenlægen, siger drengens navn:
– Eskil 
Eskil rejser sig, strækker ben
– Det er mig, råber han og gør honnør.
De går alle tre ind i konsultationsrummet, fem minutter efter kommer mor og søn ud, nu mere afdæmpede. Eskil har fået lov at vælge en gave, kan jeg se, en nøglering med et skelet i gennemsigtigt gummi. Han holder det op foran brillerne, kniber øjnene sammen.
– Tak, mumler han og vender sig mod døren ind til øjenlægen.
Den er allerede blevet lukket. 

Der går ti minutter, og jeg begynder at undre mig over, at der ikke bliver kaldt flere patienter ind. Den i forvejen utålmodige mand har nu rejst sig og går frem og tilbage. Fra vinduet og hen til bordet. Løfter en gratisavis, lægger den igen uden at bladre. Tilbage til vinduet. Sukker.
Så åbnes døren til konsultationsrummet, lægen kommer ud, det er mit navn, der bliver råbt op. 
Jeg mærker et aggressivt blik fra vinduet, men forsøger at ignorer både det det hørlige suk. Rejser mig og rækker en hånd frem mod lægen i døren.
– Louise, smiler jeg. 
Lægen tager min hånd, giver den et tryk men ser mig ikke i øjnene:
– Birgitte, mumler hun. 
Jeg gætter på, at det hendes navn?
Hun peger på en stol midt i rummet, tung og klodset. Den minder lidt om en elektrisk stol, jeg så i en film midt i firserne. Den handlede om en dødsdømt, forsøget på at slå ham ihjel med 1000 V. Det lykkedes ikke. Så skruede de op på 2000 V. Det hjalp. Jeg husker, at en voice-over fortalte, at det var afgørende at bruge vekselstrøm, aldrig jævnstrøm. Jeg husker ikke hvorfor.
Birgitte, lægen, beder mig lægge hagen på en plade og presse panden ind mod en anden plade. Hun skubber et apparat ind foran mit ansigt, mine øjne er nu placeret foran to linser. Jeg ser ind linserne, lægen sidder på den anden side, hun ser vel på mine øjne i apparatet. Vi kan ikke se hinanden.
– Du skulle jo også have været her sidste år. Og forrige år, siger hun fra den anden side, mens hun noterer nogle tal i et fortrykt skema.
Jeg begynder straks at undskylde, ja jeg ved det også godt, det ene med det andet, det er for dårligt.
– Ja, jeg kan jo være ligeglad, det er kun for din egen skyld, svarer hun kort.
Jeg fortsætter, nu mere skyldbetynget: jeg burde virkelig også være bedre til at holde styr på den slags, fra nu af…
– Men dine øjne fejler heldigvis ikke noget, siger hun og fjerner apparatet, så vi kan se hinanden. Til min store overraskelse smiler hun bredt:
– Alt er i sin skønneste orden.
Jeg rejser mig lettet, føler mig benådet. Lægen drejer sig mod sin skærm, begynder at gemme gemme billeder af mine øjne. Iris, pupiller, blodsprængninger. Sjælens spejl.

–Hej smiler jeg og rækker hånden frem.
–Hej, hej, svarer hun fraværende unde at vende sig om.
På vejen ud snupper jeg en nøglering, en af dem med et gennemsigtigt gummiskelet, som egentlig er beregnet som trøst til læge-rædde børn.
Jeg ved godt, det er forkert af mig, men det føles helt rigtigt.