Louise Juhl

Da David Bowie døde, kørte jeg 110 km/t på motorvejen, det var i januar og koldt. Jeg hørte det i bilradioen og kørte ind i nødsporet, satte katastrofeblink på. Jeg steg ud af bilen, satte mig på hug i grøftekanten og råbte “nej”. Flere gange råbte jeg, det lød sikkert helt åndssvagt. “Nej”- som om min insisteren, ville vække Bowie til live.
Jeg græd ikke, måske var det for koldt, jeg sad bare og hev efter vejret, mumlede nej, indtil en bilist holdt ind for at høre, om han kunne hjælpe?
Jeg kan huske, jeg så på ham og tænkte, forstår du ikke: “David Bowie er død!”
Manden svarede, at det kunne han desværre ikke hjælpe med og kørte videre, som om intet var hændt.
Jeg tror jeg sad sådan – på hug og bønfaldende – i tyve minutter, før jeg selv lykkedes med at komme videre. Mine fingre var stivfrosne, men det lykkedes mig at dreje nøglen og tænde radioen, de spillede Space Oddity: “Can you hear me, Major Tom?”
Det er seks år siden og i januar. Nu er det juli, jeg sidder på hug i skoven og samler kantareller. Livet er så mange ting: Motorveje, stivfrosne fingre, sommerferie og en uventet ræv på terrassen.