Louise Juhl

Barnet, der stadig fandtes i os.
De kun antydningsvist synlige bryster, hvalpefedtet, de kuglerunde kinder. At tigge om simple ting. Candyfloss og Kinderæg. At få lov at blive længe oppe (please!) Fingermaling og yoyo’er, at hoppe i tov. At plage om en hund, jamen så en kat, en kanin da? Lykken som et kompromis, en guldfisk i akvarie.
Lege skibet er ladet med: f som i Fodre ænder, t som i Trefarvet is (især den stribe med smag af jordbær). At læne hovedet mod en mor og betro sig om alt, den lettelse. 

Og deroverfor i samme krop: en begyndende voksen.
En pludselig og uvant ulykkelighed, man ikke kunne sætte ord på. En længsel efter mere. Mere tryghed, lørdagsslik og ludo, selvforglemmende leg. Men også et voldsomt, næsten aggressivt ønske om mindre. Mindre nærhed og ‘lille skat’. Færre betroelser og kompromisser. I stedet mere frihed.
Men også den usikkerhed, der fulgte med.
En kvalmende kildren i maven ved at kysse en tyve år ældre mand med skæg. Ryge en cigaret på knæ bag et lavt hegn. Kalde sin mor og far for ‘de gamle’ med lige dele skam og fryd.