Louise Juhl

Nu igen.
Hver gang jeg sætter mig ned for at skrive, er der en stemme indeni, der hvisker “nej!” Du skal ikke skrive mere, kvindemenneske, du skal tie, ingen orker at høre på dit pis, din åh-så-fucking-inderlige-smerte. Din angst, der vækker dig hver morgen, din tvivl: Hører jeg til her i verden, her i huset, i min krop? Stemmen råber ikke, stemmen er rolig men bestemt, mildt irettesættende: 
Bare fordi du har noget at fortælle, er det langtfra det samme som, at der er nogen, der gider at høre, hvad du har at sige.
Alligevel skriver jeg. Og skammer mig. Og skærer mig på stemmen, der bliver ved at hviske: “Stop dig selv.” For det har jeg lært, det er vi mange, der har lært. At stoppe, mens legen er god. Men den leg, de taler om, er de andres leg. Den er de de seje, de hårdføre, de ubange og altid kontrolleredes leg. Det er en leg, der handler om at løbe hurtigst og længst og om bygge det højeste sandslot. Det er en leg, fuld af jubel og succes. det er en leg uden pludselig flæben. Jeg flæber meget, for tit, ja næsten hele tiden. Hver gang jeg læser i en bog på svensk, for eksempel, så græder jeg over det to prikker over deres ö. Eller i går, da jeg så et rålam, der havde brækket et ben, da græd jeg også. 
Det nytter ikke, stemmen hvisker: nej! ikke løbe over med gråd, ikke nu, ikke senere, ikke ikke.

Så jeg skriver i stedet. Jeg skriver om at flæbe, og jeg skriver om mine veninders børn, der er så smukke og om minder mig om de børn, jeg ikke selv fik. Agnes og Stella og Kalle Bjørn, dem græder jeg for. 
Jeg skriver om åndenød. Og om fugle, der dør, fordi de æder de tyggegummiklatter, vi mennesker har smidt fra os. Deres næb klistrer simpelthen sammen og så dør de. Langsomt. Af sult. 
Jeg skriver om hende, der besøgte mig en sommer, jeg vejede seksogtredive kilo og nægtede at spise. Hun, som i et anfald af afmagt råbte, at hun fandeme håbede, jeg ville lykkes med at dø. ’Jeg håber kraftedme du dør.’ Jeg skriver fordi afmagten findes, både den, der får mennesker til at sulte sig selv og den, der får mennesker til at råbe og spytte og spotte.
Jeg gik engang ved en psykolog, han var rar og tålmodig. I tre år talte jeg med ham om min skam. Om alle de mennesker, jeg elskede så uendelig højt og om min sorg over at være aldrig at kunne gengælde dem deres kærlighed. Jeg græd og græd, tømte flere kasser med Kleenex, nogle gange var huden under min næse helt tyndslidt efter et besøg.
Psykologen afbrød mig sjældent, lyttede bare og rakte mig ind imellem kassen med lommetørkkæder. En enkelt afbrød han og spurgte: “Kunne det tænkes, at du i virkeligheden er vred?” 
Hans spørgsmål fik det til at brænde i min hals. Mig? Vred? 
Jeg husker, at jeg spyttede på hans gulvtæppe, en stor tyk klat, det var et meget smukt persisk tæppe. I samme sekund fortrød jeg, undskyld. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg lagde mig på knæ og gnubbede på pletten med et af de mange papirlommetørklæder, jeg holdt i hånden, undskyld, græd jeg og skammede mig som en hund, der havde skidt indendøre. Undskyld.
–Det er ok, svarede psykologen.
Faktisk, tilføjede han, ville jeg ønske, du spyttede noget mere og græd noget mindre.
Sådan blev det ikke. Jeg blev aldrig rigtig god til det med at spytte. Jeg græder derimod stadigt en del. Når jeg skriver. Under bruseren og i skoven. Jeg ved ikke, hvor al den gråd kommer fra, fuglene måske.