Louise Juhl

En, der hed Jess, fik lagt “ørerne ind” og gik med en hvid forbinding om hovedet i fjorten dage. 
Vi drillede: ‘har du fået det hvide snit?’, spurgte vi, men Jess var klog nok til at gå med på spøgen. Han lo med os, rullede med øjnene, vidste, at det var bedre gøre grin med sig selv end at lade andre om at gøre det.
Signe fik fjernet en figen-stor men helt ufarlig fedtknude i fordybningen, hvor hals og skulder mødes. Hendes forældre insisterede på operationen, de frygtede, at den på sigt kunne blive en kilde til mobning.

Mange af os gik med bøjle, enten for at rette et overbid ind eller et underbid ud, alle ville ligne de andre, det værste vi kunne forestille os, var at ligne os selv. De der alligevel insisterede, måtte leve med den ensomhed, der fulgte med. 
Kevin var født med et mørklilla mærke, der dækkede hele højre side af hans ansigt. De voksne kaldte det et storkebid, og vi børn tog deres forklaring bogstaveligt. Hviskede indbyrdes, opfandt historier om, hvordan Kevin som spæd var blevet bortført af en rovfugl, og nu var mærket for livet. En af pigerne tog mod til sig og spurgte ham, om hun måtte røre, men da hun fik lov, fortrød hun. ‘Smitter det?’ spurgte hun og gik to skridt baglæns.

Anne Maj boede med sine bedsteforældre på en gård uden for byen, de holdt køer og havde voksdug på bordet. Ingen vidste helt hvorfor, hun ikke boede med sin mor og far, ligesom os andre, men alle gjorde vi vores tanker. Måske ville hendes forældre kun have drenge ligesom i Kina? Måske var hun en skifting eller det, der var værre? 

Bo var ordblind og et rodehoved, indimellem glemte han sin jakke, andre gange skoletasken med bøger eller madpakken. Læreren lavede sjov med hans forglemmelser, sagde: ‘ det er godt, at du i det mindste har husket dig selv’ Bo, og hver gang vendte Bo sig om, så sig rundt i lokalet og svarede: ‘Har jeg da det?’
Han udfordrede alle regler, spiste tavlekridt og tegnede tissemænd på tavlen, de voksne lod som ingenting. Det var som om han på en måde var fredet, af samme grund lod vi ham også i fred. Han fik lov at lege med sig selv, blev en slags standup komiker, men uden publikum. I tredje klasse flyttede han og familien væk, hans far åbnede et autoværksted i en lille by syd for Aars. Det var først, da han ikke var der mere, vi opdagede, hvor meget, vi savnede hans humor.