Louise Juhl

Vi tager forklæder på, min bror og jeg, vi leger, at det er kitler.
Min bror er læge og jeg er sygeplejerske.
Bror går rundt i stuen, og bytter om på blomsterne i karmen.
“Nej, nej, nej,” vrisser han, “jeg har jo sagt, at den skal stå dér.”
Han taler med høj stemme, og peger med sine fingre:
“Det er dén slags, der koster menneskeliv,” siger han.

Jeg har hørt om det. På TV. At folk dør af dén slags..

Bror går stadig rundt. Og rundt og rundt og rundt.
Nu nipper han af blomsterne, det er ikke kun de visne blade, der ryger af:
“Skal vi se at komme i gang,” spørger han.
Jeg ved ikke, hvad det er, der skal i gang, eller om vi er os, men jeg nikker og tager en plante i hånden, mest fordi.
Så jeg står jeg med rastløse hænder og en plante, jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af, og er bange.

Bange for, at jeg er en af dén slags, og at det koster.