Louise Juhl

Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt. Om det overhovedet lader sig sige.
I går så jeg en rovfugl æde en due lige udenfor mit vindue. Fjer og ferie. Død og brød.
Jeg åbnede vinduet og tog øjeblikket ind. Det mindede mig om noget.
Det er dette Noget, jeg vil fortælle. Det er dette Noget, jeg ikke ved, hvordan jeg skal få sagt.
En kæreste sagde engang: “Hvis ikke du har noget godt at sige, så lad vær’ med at sige noget.”
Jeg tav, sådan, som jeg tier nu.
Hvis jeg siger lyng og lilla, dåse og skjul. Sandhed eller konsekvens.
Hvad siger du så?

Jeg bad om hjælp.
Kære Gud, bad jeg, selvom jeg ikke troede på den slags. Nisser og trolde og guder og tandfeer.
Jeg fik da heller ikke noget svar.
Undrer det dig, hvis jeg siger, at jeg alligevel følte mig snydt?

Nogen sagde: Hvordan kan du forvente at finde hjælp, hvis ikke du ved, hvad du vil have hjælp til.
Måske var det Gud?

Ja, le bare, jeg vil heller være til grin end til besvær.

Der findes en leg, blindebuk, der går ud på, at en deltager får et bind for øjnene og så skal fange de andre. Man m gerne narre ved at lave lyde, og ad den vej forvirre og forvilde. Råbe “hér,” for så at flytte sig til et andet sted. “Hér”. Og så en tredje “Nej, hér”.
Jeg har løbet sådan i årevis, fra et sted til det næste, rendt efter ethvert kald, og ladet mig gribe af tilfældige hænder, jeg ikke vidste, hvem tilhørte.
Jeg ved ikke, hvem du er, men jeg har mærket dig, dine hænder. Overalt og allevegne. Hér og dér.

Skøge kommer af svensk sköka, der betyder “at strejfe omkring”.
Er jeg en strejfer, en skøge?
Er du en buk eller blind?