Louise Juhl

Jeg fortalte ikke nogen om det, jeg fortsatte som altid. Gjorde mine indkøb, passede mit job. Hver fredag købte jeg et skrabelod, ikke fordi jeg troede på den slags, på store gevinster og pludselig lykke, snarere det modsatte. Måske var det et ganske lille oprør mod fornuften, som glæden ved at pisse i bukserne som barn, en stakket med udelt glæde.
Der var heller ingen, der spurgte. Ikke engang overboerne, selvom jeg vækkede dem klokken fire om natten, bad om deres hjælp. De gned bare øjnene, så på uret over skænken. Tog så sko og jakke på og hjalp mig med at bære sækkene med tøj og den gamle kurvestol, der havde stået på min farmors veranda. 

Jeg havde ikke noget at transportere tingene i, heller ikke noget sted at gøre af dem. Jeg tog, hvad der kunne være på min cykel og aftalte med overboerne, at de skulle køre forbi med stolen en af de efterfølgende dage. Jeg lovede at sende dem en adresse: ’så snart jeg var kommet på plads’. Jeg kørte rundt i morgenmørket nogle timer, indtil kontoret åbnede. Satte så cykel og oppakning fra mig i det aflåste skur, gik indenfor. Besvarede mails, satte ting i ringbind. Svarede ‘udmærket’, da chefen spurgte, hvordan weekenden var gået. 

Jeg fandt et værelse på Jernaldervej, der var tekøkken, fælles bad  og udsigt til en græsklædt jordvold, der skulle beskytte os mod støjen fra de omkringliggende omfartsveje. Overboerne kom samme aften, bar de sidste ting op, mumlede ‘jamen så og ‘nydeligt’. Jeg tilbød dem 200 kroner som tak for hjælpen – ‘Ikke tale om’. Da de var kørt, satte jeg mig i kurvestolen, en knirkende velkendthed. Jeg havde hverken radio eller tv og et øjeblik overvejede jeg at ringe til ham. For at få tiden til at gå og for at spørge. Hvorfor – og om han fortrød. Men jeg ringede ikke, jeg gik ud i køkkenet og satte en færdigret i mikroovnen. En af de andre beboere nikkede mod plastikbakken: ‘Butterchicken?’ 
Jeg svarede ja.

Der gik  tre måneder, jeg skrev venlige svar til på vrede henvendelser, ‘Vi beklager dybt og vil naturligvis anstrenge os for at imødekomme deres kritik.’ Jeg blev tilbudt lønforhøjelse, 1000 kroner om måneden. Jeg brugte den første måneds penge på en bordradio og fire skrabelodder, der for en sjælden gangs skyld var med gevinst. Ikke meget men akkurat nok til, at jeg kunne købe fire nye lodder, denne gang var de uden gevinst
Samme aften ringede han. Om jeg havde tænkt mig at komme tilbage. Hvis ikke, ville han gerne, at jeg hentede de sidste ting. Globussen, min pilatesbold og de tre sukkulenter. ‘Jo før des bedre’. Jeg lovede at komme næste dag, ‘smid nøglen i postkassen’, bad han, før han lagde på. 
Jeg hentede det efter arbejde næste, der var kommet et nyt navn på dørskiltet ved siden af hans. Eva, Jeg burde måske have gjort noget, advaret hende. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tog bare globussen, smed de tre sukkulenter i skraldespanden og lukkede luften ud af min pilatesbold. Lod den ligge tilbage på gulvet i stuen.