Louise Juhl

Vi så Poul Hammerich-krøniken ‘Gamle Danmark’ på TV, uden tanke for, at nogen måske engang på samme måde ville fortælle om os.

Om Fattigfirserne, sultecirkulærer, HIV-smitte. Om Steltonkander, lørdagskylling og den tyske sangerinde Nicole med “Ein Bisschen Frieden”. Vindueskarme med stormblomstrende, stikkende kaktusser, væg-til-væg-reoler fra Trævarefabrikernes udsalg. Gør-det-selv-programmer, knickers og binde-bluser.

Vi stod midt i det hele, så det ske eller så til siden. Indimellem lod vi os kortvarigt forarge over sager om mandatsvig og ufine alliancer. Sørgede flere uger over Olof Palmes død. Tre år senere jublede vi lige så længe over Murens Fald.
Vi fulgte med men uden at standse op undervejs, alt skete med en hast som aldrig nogensinde før, sådan som ting altid sker med en hast, som aldrig før.
80erne var tornado af ting og tid og mennesker, der fór forbi og som efterlod sig et lykkeligt- eller ulykkeligt rod alt efter, hvem man spurgte.