Louise Juhl

I går hørte jeg “sygt nok” på P1, om skizofreni. I studiet var blandt andet Merete Nordentoft fra psykiatrisk center i København. Programmets journalist undrede sig over, hvordan det kunne være, at naturen gennem århundreder har videreført gener, der medvirker til udvikling af skizofreni. Man skulle jo tro, at naturlig selektion med tiden ville lade den slags uregelmæssigheder gå til grunde. Overlægen svarede, at det var fordi, der til enhver sygdom eller diagnose knytter sig både fordele og ulemper. Til skizofreniens fordele hører blandt andet, at man er mere sensitiv overfor stimuli og sansepåvirkninger, hvilket også betyder en større evne til at tænke kreativt. Det vil sige: tænke nyt og anderledes – kreativ kommer jo af det latinske udtryk, cleare, som betyder at skabe. Man kan altså forestille sig, at de samme gener som medvirker til udvikling af psykoser og vrangforestillinger, som kan være invaliderende og frygteligt smertefulde at leve med, i en anden form eller grad kan føre til udvikling af aldrig sete ideer, helt nye tankesæt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bed sådan mærke i det, måske fordi jeg holder af tanken om, at det hensigtsmæssige og det uhensigtsmæssige ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger. Måske er der tale om “grader” af det samme stof. På samme måde som vanvid både kan bunde i helt urealistisk store drømme og håb. Eller omvendt: i en total håbløshed, et fuldkomment sortsind.
Da jeg var barn, lærte min mor mig ikke at tænke på uendelighed – stjernernes oprindelse eller sorte huller.
– Den slags bliver man skør af, sagde hun, og jeg tænkte sjældent på andet. Jeg tumlede med tanker om galakser trykt på linoleum og printet i titusind nummerede eksemplarer og hængt op på den samme rå betonvæg. Fuldkommen ens og alligevel forskellige. Eller på sorte huller, der åd sig selv – igen og igen og igen – dette enorme overskud af underskud. Jeg tænker stadig på den slags. Faktisk tror jeg, at hvis ikke jeg havde den slags at tænke på eller over, ville jeg blive skør. Skør af hverdag, kasselogik og visionering på kuglerammer.
Lige nu skriver jeg på en roman (og på et langdigt og en essaysamling og og.) Den handler om en kvinde, hvis største ønske, det er at få et barn. At blive mere og andet end bare sig selv – noget væsentligt. Men naturen vil det anderledes, og som en slags værn mod virkelighedens ubarmhjertighed, begynder hun at hallucinere. Hun forestiller sig hverdagen med barnet. Bygger sandslotte på stranden, puster sæbebobler i badet. Det findes og det findes ikke – og hun ved begge dele.
Det er ikke end bog om det smukke eller særlige eller ophøjede ved at være syg, slet slet ikke, men måske en undersøgelse af, om virkelighed og drøm er grader af det samme.
Om syg og rask er måleenheder på den samme lineal.