Louise Juhl

Det var også i 83’, at min mormor døde. Jeg har ét billede af hende, kun ét, og min
mor vil helst ikke, at jeg viser det frem. Hun synes, at min mormor ser så træt ud på billedet, det yder hende ikke ret, siger hun. Jeg synes, min mormor ser smuk ud på det, træt men smuk, hendes hår er sneglet op i en pølse rundt om hovedet.
Hun var opereret i hjertet. Det gav sådan en pibende lyd hver gang hun trak vejret, jeg elskede den lyd. Nogle gange fik jeg lov at sidde ved siden af, når hun sov til middag, bare for at lytte. Når hun var vågen, skrællede hun kartofler eller lagde kabale, hun sagde ikke så meget imens, måske et ‘jajada’. Eller hun så ud ad vinduet efter rutebilen, der kørte forbi, løftede en hånd til vinken og lagde så spar ni i den bunke, hvor den manglede.

Min morfar var helt anderledes, han var tømrer og kunne lide at banke pæle i jorden. Han forstod sig bedre på mine brødre, end han gjorde på mig, de ‘kunne jo tage fat’, sagde han. Jeg tror ikke, at det var ment som en kritik, bare en konstatering af, at de havde flere kræfter end mig. Kunne sætte hegn og fælde træer og tjære tag. Gøre nytte.

Imens sad jeg så ved min mormor, mens hun løste kryds-og-tværser i Hjemmet og lærte mig at stave til alle de korte ord, hun brugte undervejs: nor og li og ås. Forklarede mig deres betydning. Eller hun kogte æbler til grød, altid siddende på en skammel for ikke at anstrenge sine ben for længe. Jeg kan huske, at hendes ankler var tykke som træstammer, og at hun kun med besvær kunne have sko på. Af samme grund gik hun næsten altid i tøfler, lidt slæbende skridt, selvom hun gjorde, hvad hun kunne, for at løfte fødderne. Den lyd – af besværede skridt og pibet fra hendes vejrtræk. En tryg og rolig lyd, men også en lyd fuld af træthed.

Jeg vidste godt, at min mormor var syg og skulle dø. Alligevel var tomrummet enormt, da det skete, det var i marts, midt i påsken. Nu var der kun mig tilbage i stuen hos min morfar, de andre var ude at slå pæle i jorden. Mig og så lyden af stueurets visere, der mindede mig om, at tiden fortsatte, selvom min mormor ikke gjorde.