Louise Juhl

Hun har en særlig gråd, hun reserver til de gange, hun skal have gæster og de igen – i sidste øjeblik og uden varsel – ringer og melder afbud.
‘Åh hvor ærgerligt’, svarer hun i telefonen, ‘den slags sker jo’.
Så lægger hun telefonen fra sig og går ind til det smukt opdækkede bord. Trækker en stol ud, sætter sig og løfter glasset, nikker hele vejen rundt mod de tomme pladser: “Velkommen. Og værsågod”. Hun peger på de mange skåle og fade: Svineslag, kold medister, kalvetunge, smørstegt due, toscansk pate. En suppe af flodperlemuslinger og ceviche af hajpandebrusk.
Hun æder sig vej igennem alle retter – confiteret harepote, hornugletatar, ålerogn en papilotte. I flere timer æder hun og uden ophør. Maden er hendes motor, hver bid er en protest. Det er først, da hun har sunket den sidst bid, hun lader sig falde om sin egen midte, kaster op. Brølende kaskader af endnu ufordøjet føde, hønsefodsknogler, svinetryneafpuds, litervis af gul og gusten galde.
“Nejnejnejnejnej”, messer hun, mens hun lader tårerne falde som perler for svin, “nejnejnejnejnej”.
I flere timer græder hun sin særlige gråd, før hun endelig falder i søvn og drømmer om søheste af guld og endeløs finsk vinter.