Louise Juhl

Og så en nat i december smed vi det hele. Bluse, bælte, bukser, BH og væltede os rundt i den iskolde sne, hylede og skreg. Uh og Shit og ‘Fuuuck, det er koldt’. Der var ingen særlig grund til vores handling, vi var bare fulde og kåde og havde lyst. Lyst til det iskolde, nøgne, til at sværte den kridhvide sne til med vores hormonfyldte, berusede teenagekroppe. Vi rullede rundt og smed med snebolde, blev sure for sjov og kyssede på kryds og tværs, for det talte ikke. Ingenting talte dér i natten, udover gåsehuden og de gispende vejrtræk. Og en af os begyndte at synge: ‘Indianer, søn af alt, der gror, vand og ild og jord’ og de andre stemte i som kor: ‘Indianer: Kalder du på mig?’ 

Så blev et vindue langt oppe over os åbnet og en mand lænede sig ud, råbte: Hvad fanden det lignede at skrige op midt om natten – og så uden tøj på? Han kaldte os menneskeaber og bad os forsvinde fra hans kvarter. Hvis vi vi ville rende rundt og skabe os uden tøj på, kunne vi rejse til Afrika, skreg han. Og på sekunder forvandlede vores overstadige glæde sig til vrede, vi samlede sne til iskolde kugler, smed dem mod manden i ruden langt oppe. 
Råbte ad ham: ‘Facist’ og ‘racist’ og ‘nazist’ og pikansjos. Og drengene rakte deres pikke frem og pigerne rystede deres bryster, og festen blev kun bedre sådan. I trods – mod nattemørket og alle verdens festforskrækkede, forsmåede småborgere. 
Og manden, han rystede på hovedet, lukkede vinduet. Tre dage senere bragte Stiftstidende et harmdirrende læserbrev fra ham: Verden var af lave, skrev han, og kaldte os vandalister, hærværksmænd, forbrydere. Talte om ‘pøbeloptræden’. 
Vi læste det altsammen, jublede og gemte hans indlæg som en slags trofæ. Bestilte så en buket hos Interflora, vedlagde et lille kort med ordene: ‘Tak for sidst. Kh Indianerne’ og sendte til ham.