Louise Juhl

Da min mor var gravid med mig havde hun noget med lakrids og tomater. Hun bandt en bred lakridsrulle rundt om en tæt på overmoden tomat, og spiser den i få bidder. Salt og syre, sødt og saftigt. Hun lukkede gerne øjnene imens, har hun forklaret, for at forstærke oplevelsen.
Efter jeg var født forsvandt lysten igen, måske var alt arbejdet med at skifte og pusle og ae og trøste alt rigelig for ét menneske, for min mor, hun behøvedehverken mere salt eller syre. Et lille år senere flyttede vi til Canada, min far fik arbejde på universitetet i Hamilton, Institut for Talesyntese. Vi lejede et hus, en ældre tavs dame fulgte med. Hun ses på alle billederne derfra, men der er ingen, der husker noget om hende, ikke engang hendes navn. 
Jeg har spurgt til alt, der skete derovre, jeg vil fylde et hul: Hvad farve havde huset, hvilket bilmærke kørte vi (en grøn ford Taunus, har min far senere fortalt). Var det varmt hele året, havde mine brødre hver sin cykel, hvor længe tog det for min mor at falde til? 
Det sidste har hun svaret på: mange måneder – hvis altså overhovedet. Det var svært for hende at forlade huset. Jeg græd, hver gang hun åbnede en dør eller et vindue, som om jeg frygtede flere forandringer. Nogle gange blev det mere end tredive grader varmt inden døre, min mor gispede efter luft, men jeg skreg, så snart hun rørte et håndtag eller en hasp. Jeg var bange for det derude, alle mennesker omkring os talte et fremmed sprog, cyklerne havde lange, sært vinklede styr og træerne torne. Så min mor sad indespærret i et hus i et fremmed land. Med en ældre dame, der var tavs som graven, og en halvandetårig, der modsat skreg som en besat. 
Til sidst flyttede damen, hun blev medlem af et religiøst kollektiv, eller også er det bare noget, jeg senere har fundet på. Jeg blev mindre bange for verden, og min mor fik af og til lov at gå på biblioteket, hvis jeg måtte være bundet fast til hendes talje med en snor. Jeg hev og hev – hele tiden – har hun fortalt, alligevel føltes det som en befrielse at komme ud, få luft. 
Den dag vi rejste hjem, stod den tavse dame pludselig i afgangshallen med en tigerstribet bamse. Det var en gave til mig, jeg ved stadig ikke hvorfor. Men jeg beholdt den i mange år, den blev min bedste ven, til min fødselsdag pakkede den mine gaver ud. Jeg tænker stadig på den tavse dame, hun er sikkert død nu, men hvis jeg fandt hendes grav ville jeg lægge en hilsen, noget blødt og pelset – eller et digt.