Louise Juhl

Der findes vel ikke mange følelser, der er så ildesete som misundelse. Dette ikke at unde andre, hvad der retmæssigt er deres. Det er så småt. Så usselt. En slags følelsemæssig nærighed.
Men hvem har ikke haft småligheden helt tæt på. Eller er jeg den eneste, der har mærket et stik af ærgrelse, når veninden føder sit barn nummer tre, og du stadig har dit første til gode? Når din superdygtige og vidunderligt behagelige kollega løber med al opmærksomheden ved et fælles oplæsningsarrangement? Jeg kan ikke sige mig fri, og det er så utrolig skamfuldt at erkende, at den udelte glæde, man burde føle på den andens vegne, overdøves af skuffelse på sine egne.
I morges sendte en ven mig et link til en artikel om en bookerprize-nominerede forfatter Guadalupe Nettels roman “Dødfødt”.
Den handler, forstår jeg, om en ung kvinde, der har fravalgt børn, fordi hun mener, at moderrollen afskærer hende fra en frihed, hun ellers ville nyde. Det første år af barnets liv ville hun skulle sætte sit eget på pause for at made og drage omsorg for det lille ny menneske. Senere ville hun være nødt til at gå på kompromis med sine rejsedrømme og impulsive indfald, for i stedet at opfylde barnets behov for tryghed og faste rammer.
At sige højt, at man fravælger børn for at tilgodese egne drømme er mildest talt ikke alment accepteret. Det kræver bare et opslag i avisen, at finde de første mange et læserbreve, hvor vreden mod kvinder, der prioriterer egen selvrealisering over ønsket om børn, stemples som forkælede egoister.
Men fortælleren, Laura, holder fast i sit valg. Hun ønsker ikke at få børn. I stedet har hun tid til at se ud ad vinduet, hvor en gøg lægger sit æg i et duepars rede. Gøgeægget udruges hurtigere end de øvrige æg, og den nyklækkede unge ernærer sig ved at prikke hul på skallen af sine stedsøskendes og fede sig selv op ved indmaden, hvide og blomme.
Nu skulle man tro, at duerne fortvivlet søger de forsvundne æg, dere “ægte afkom”. Men de synes tilsyneladende fint tilfredse med den intervenerende unge, fodrer den til den er flyvefærdig. Der skelnes på en måde ikke mellem dit og mit, due og gøg, en unge er en unge er en unge.
Hvorfor taler jeg om fugle og fosterkannibalisme, når jeg lagde ud med at tale om misundelse? Jo, fordi duerne ikke synes at savne det, de ikke har, men at tage sig af det, de har. Og hvor ville jeg ønske at nå dertil, hvor det, der er blevet mig til del, var ikke bare “godt nok”, men nok nok. Hvor mine brødres børn var nok og min glæde ikke blev mindre af, at de ikke er mine. Hvor jeg kunne juble over vennernes succes, fordi deres glæde også er min glæde.
Er gøgen et røvhul, er due-forældrene dumme? Findes der forkerte følelser og hvis ja, hvad gør man så ved dem. Fortrænger dem, lever med dem, bruger dem som brændstof. Jeg ved det ikke. Gør du?